Når fuldvoksne mænd wrestler i underbukser indsmurt i glitter
I teltet Sideshow på Northside sker der forunderlige ting. En lukket verden kun for dem, som træder indenfor.
Her kommer historien om en mand, der blev viet til to personer, indhyllet i lilla glimmer og led et nederlag. Den er ikke så lang, for det hele skete i løbet af få minutter.
Tre venner gik ind i en trækirke for at se på byggeriet. Kort efter besluttede de at gifte sig med hinanden. Alle tre. Om fingeren bar de bagefter en ring, der kunne lyse i alverdens farver som symbol på deres kærlighed og ceremonien, som havde fundet sted.
To minutter senere var de gået ind i det store runde glastelt, som lå lige op ad kirken. Her var der wrestling. Og da en mand i en grøn, skotsk nederdel spurgte publikum, hvem der ville melde sig frivilligt, tog bruden et fast greb om sin ene brudgoms arm og hev den i vejret. Han beholdt sine underbukser på, men smed resten af sit tøj på gulvet. Han gav sin modstander hånden, hvorefter de tumlede ned på madrassen i kampen om at trække den andens strømper af. Imens gik tre letpåklædte glimmerpiger rundt om mændene og kastede glimmer på deres kroppe. Brudgommen måtte til slut erkende sit nederlag, da han stod tilbage med bare tæer.
bowlerhat overfor lingerie
På den aarhusianske festival Northside er der bygget en kirke, hvor gæsterne kan få en vielse, der varer i 24 timer og som bruges til diskotek om aftenen. Ved siden af findes der et stort telt kaldet Sideshow, hvor man kan leve sig ind i en anden tid eller bare opleve noget, man ikke har set før.
En mand i stramme sølvleggins byder velkommen til cabaresque, hvorefter en kvinde i mandetøj, bowlerhat og stok træder op på den lille scene i midten af den runde arena. Ud af højtalerne farer Joe Cockers ”You can leave your hat on”, imens kvinden smider tøjet i komiske bevægelser. Bagefter bliver stemningen mere alvorlig, da en kvinde iført elegant lingerie og en rosa, gennemsigtig kåbe fuldfører et show, hvor sensuelle bevægelser er i fokus.
Glimmerkrig og ben i vejret
Under de tunge, bordeauxfarvede gardiner i loftet ligger en pige i lås under en andens lår. Den ene i badedragt og den anden i shorts og bikini ruller de rundt på madrassen badet i glitter. Forinden er de blevet smurt i olie, så glimmeret sidder bedre fast.
Bassen runger tungt i teltet fra scenen ved siden af. På skift flyver et par ben op i luften, som bagefter slår hårdt ned i det blå underlag. Pigen i badedragten flyver rundt, mens den anden har fundet et siddetrick. Ingen giver op, før nogen har bare fødder.