Fortsæt til indhold
Aarhus

Aarhusiansk appsucces startede med en fratrædelsesordning

Appvirksomhed har øget omsætning med millioner på få år.

Katy Wang jpaarhus@jp.dk

For mange kan det efterhånden være svært at forestille sig dagligdagens rutiner uden apps.

I 2011 da smartphones og deres dertilhørende programmer – eller apps – stille og roligt begyndte at blive allemandseje i Danmark, stiftede softwareingeniør Esben Thorving Bjerregaard og datalog Torsten Aaboe Andersen appudviklingsfirmaet Ideal Development i et kontorfællesskab i Aarhus.

»Det var et helt nyt marked, og inden iPhonen kom, fandtes der ikke for alvor apps. I et halvt års tid talte vi om at give det et skud, før vi så sprang ud i det,« siger Esben Thorving Bjerregaard.

Dengang valgte deres arbejdsgiver, et multinationalt selskab, at nedlægge sin danske afdeling.

Det var held i uheld for it-duoen. Med en god fratrædelsesordning i hånden, kunne de to endelig realisere drømmen om at blive selvstændige appudviklere. Selv havde de kompetencerne til at udvikle apps rent teknisk, og de hyrede en freelancegrafiker til at det visuelle.

Millionomsætning

I løbet af syv år har firmaet øget deres omsætning fra 250.000 kr. det første år, hvor firmaet blev oprettet i juni 2011, til 8,4 mio. i 2017. I alt har Ideal Development i løbet af de knap syv år udviklet omkring 250 apps.

Kunderne er alt fra mindre selskaber til helt store virksomheder som Arla og Mastercard.

»Ofte kan det være svært at retfærdiggøre, at drive en hel appudviklingsafdeling. Det er meget dyrt i drift,« siger Esben Thorving Bjerregaard om, hvorfor nogle store firmaer ikke selv udvikler apps.

Dengang vi startede, var der mange, der var meget overraskede over, hvor dyrt det er med softwareudvikling.
Esben Thorving Bjerregaard, medstifter

Han fortæller, at der inden for appverdenen er sket stor forandring i forbrugernes ønsker. Før i tiden downloadede forbrugere apps uden særlige formål, men i dag er der en langt højere barre for, hvad en app skal kunne, og derfor er der også en stor del rådgivning involveret i deres virksomhed.

»Nogle gange må vi sige, at en idé ikke går, fordi man slet ikke vil kunne få folk til at downloade appen,« siger Esben Thorving Bjerregaard.

Dyrt at udvikle

I appstore, hvor smartphonebrugere kan købe sig til apps, svinger priserne på apps markant. Mange ligger i den lave ende af prisklassen og koster blot få kroner stykket. Derudover er der et hav af apps til download, der er ganske gratis.

Men for firmaerne kan de koste flere hundrede tusinder kroner at få udviklet. Det overrasker ofte, fortæller Esben Thorving Bjerregaard.

»Dengang vi startede, var der mange, der var meget overraskede over, hvor dyrt det er med softwareudvikling.«

Hos Ideal Development ligger startprisen på »omkring de 100.000 kr.«.

Esben Thorving Bjerregaard understreger dog, at prisen vil afhænge af mange forskellige faktorer.

En app kan nemlig tage flere måneder at udvikle med mange forskellige medarbejdere indover. Ideal Development er gået fra at bestå af de to ejere i virksomheden, til at der er 17 medarbejdere på kontoret i øjeblikket.

Egentlig havde mændene bag Ideal Development forventet, at det kunne blive en træg kamp at bygge virksomheden op fra bunden. Men vejen har været nemmere, end de troede:

»Jeg havde en forestilling om, at Danmark var et tungt og bureaukratisk land, men lige præcis på dette område fungerer det fantastisk godt at starte et selskab. Når vi taler med iværksættere fra andre lande, så kan vi blive helt forbløffede over, hvor svært det kan være,« siger Esben Thorving Bjerregaard.

Siden Ideal Developments spæde start er apps kun blevet mere normale i danskernes hverdage. Men hvad skal der ske med firmaet, hvis appbølgen engang stilner af?

»Det er altid en interessant tanke. Vi tænker, at hvis man som os kan finde ud af at kode software, så vil der altid være en ny teknologi, vi kan kaste os over.«