Her går det oftest i sort: Lyskryds gik ud 27 gange på halvanden måned
Krydset ved Nordre Strandvej og Vestre Strandallé er ofte gået ud henover foråret. Den ansvarlige leverandør beklager, men hævder, at fejlen er fundet.
De aarhusianske trafiklys slukker hyppigere, end de plejer, og særligt sort ser det ud i krydset Nordre Strandvej og Vestre Strandallé. Lyskrydset er slukket uplanlagt 27 gange fra den 4. april 2018 til den 18. maj 2018, oplyser Aarhus Kommune. Og det er for mange gange, mener Michael Bloksgaard, ITS fagkoordinator i Lys og Trafikledelse, Aarhus Kommune:
»Lyset er slukket for ofte i perioden. Det er klart, det er irriterende med den periodiske fejl, og den har været svær at finde,« siger han.
Det er firmaet Dynniq, der er ansvarlige for udstyret i krydset, og her beklager direktør, Mikkel Rosing-Schow, den seneste tids fejl:
»Jeg kan kun beklage situationen,« siger han.
Krydset er det første af sin type i Danmark med ny hardware, som bl.a. bliver brugt i engelske og hollandske lyskryds i dag. Det fungerer via netværkskommunikation og kører med lavvolt.
Stabilt i halvanden uge
På sigt kan teknikken blive brugt i flere af byens lyskryds, men det bliver ikke foreløbig ifølge Michael Bloksgaard, ITS fagkoordinator i Lys og Trafikledelse:
»Teknikken skal ikke udbredes til flere aarhusianske kryds, før det bliver mere stabilt. Vi kan ikke holde til, hvis det bliver ved med at slukke hele tiden.«
Men i halvanden uge har trafiklyset kørt stabilt, og det er ifølge Mikkel Rosing-Schow, direktør i Dynniq, tegn på, at fejlen nu er fundet:
»Krydset har kørt stabilt, siden vi var derude den 18. maj, hvor vi fandt fejlen og udskiftede en komponent. Vi holder skarpt øje med krydset for at være sikre på, at det fortsat kører stabilt.«
Hos Aarhus Kommune håber Michael Bloksgaard på det samme:
»Statistisk set burde det være gået ud i sidste uge, men det skete ikke, så nu håber vi på mere stabil drift fremover.«
Fra den 6. september 2016 til den 11. maj 2018 slukkede lyskrydsene i alt 286 gange rundt omkring i Aarhus.