Med sneglespor og brune nuancer gav campingvognen en intim oplevelse

Den lille dør bliver åbnet, og indenfor står den franske kvinde Gwen Rouger klar til at imødekomme den, der banker på. Hun befinder sig i en campingvogn, måske en af de mindste, man kan få. På siderne løber en tyk brun og en tyndere orange stribe henover den lyse skal. Solens stråler graver sig ind i det hårde materiale, men de mørkerøde gardiner er trukket for de fleste steder, så der er dunkelt indenfor.

Gwen Rouger smiler og inviterer gæsten ind i det lille rum. Der er akkurat plads til et bord med siddepladser i den ene side og et klaver med to stole i den anden. Side om side sætter de to sig ved klaveret. Ikke meget bliver sagt, og Gwen Rouger lægger blidt sine hænder på tangenterne.

Som en del af den aarhusianske festival Spor, der sætter fokus på lyd- og tonekunst, er en campingvogn stillet frem på et grusstykke i Kunsthal Aarhus’ have. Makkerparret Gwen Rouger og Charlie Sdraulig står bag værket, der indbyder beskueren til at involvere sig. Gwen Rouger udfører den performance, som sammen med gæsten udgør værket og oplevelsen. Meningen er nemlig, at man får 20 minutters alenetid med Gwen Rouger, imens hun spiller klaver, hvortil Charlie Sdraulig har komponeret musikken.

»Idéen om det værdifulde øjeblik, som opstår, når man møder en person. Vi deler et øjeblik, som måske er det eneste, vi nogensinde får sammen. Det er en stærk oplevelse for mig og hårdt at udføre rent emotionelt, fordi det er én til én. Det smukke er, at jeg ikke spiller på samme måde hver gang. Det afhænger af, hvordan gæsten lytter,« siger Gwen Rouger.

Intim sneglefart uden lyd

Tilbage i campingvognen bevæger Gwen Rouger sig med langsommelighed. Men der kommer ikke en lyd. Hendes fingre arbejder sig henover tangenterne med sirlige bevægelser, men hun sørger hele tiden for, at de ikke bliver trykket for langt ned. På klaverets ryg møvrer en lille vinbjergsnegl sig afsted. Længere henne ligger et stykke stof med en klump icebergsalat på.

Gwen Rouger kigger intenst på noderne foran sig og giver med hovedet tegn til, at gæsten skal vende siden. Det gør hun i alt fire gange i løbet af seancen. Sneglen nærmer sig den orange bordlampe, som også er placeret på klaverryggen. Den passerer og forsvinder ned ad siden.

Udenfor står en række bænke lidt derfra. Der skal være stilhed omkring vognen, for alt kan høres derindefra. Fuglenes kvidren kan man ikke tysse væk, men de ventende gæster taler lavmælt ved bordene. Gardinet i det bagerste vindue er ikke trukket for, og en pige stikker næsen helt ind til ruden i forsøget på at få et glimt af, hvad der sker inde i campingvognen. Det er nemlig en del af værket, at gæsterne udenfor må kigge ind på den intime oplevelse.

Et behov for at dele

Gwen Rouger valgte en campingvogn, fordi det skulle foregå i et meget lille rum. Desuden var den flytbar, hvilket er en fordel, når man skal rejse rundt og vil have flest muligt forskellige mennesker ind. Selve værket begyndte med et behov for at dele, fortæller hun.

»Det startede med Charlies stykke. Jeg tænkte, at jeg gerne ville give stykket og alt det, jeg føler.«

Værket er tidligere blevet opført andre steder i verden af andre kunstnere, men hver gang på en ny måde. Det er eksempelvis unikt her, at der kun er én tilskuer til stede ad gangen.

»Gwen har taget det i en retning, jeg ikke kunne have forudset. Hun spiller det meget anderledes end andre performere,« siger Charlie Sdraulig.

Hen mod slutningen bliver Gwen Rouger en smule anstrengt i sit spil. Hun begynder at puste og tager hårdere ved tangenterne. Da hun slutter, puster hun ud og siger »tak«.