For Kjartan Arngrim er der ingen skam i at dyrke sin indre tosse

Jagten på det irrationelle. En mission, som Kjartan Arngrim, forsanger i Folkeklubben, har gjort til sin personlige kæphest inspireret af en opvækst, hvor psykisk syge mennesker var en naturlig del af hverdagen.

»På scenen jagter vi altid det sted, hvor elementet af irrationalitet opstår – det, jeg mødte i sin reneste form i min omgang med patienterne i psykiatrien.«

Som søn af to psykiatere voksede Kjartan Arngrim op på matriklen i Risskov, hvor psykiatrisk hospital ligger placeret midt mellem hav og natur. Det var derfor ikke unormalt at støde på patienterne, som boede der. Tværtimod var de skæve personligheder en normalitet for det lille barnehoved, og den anderledes tankegang skulle vise sig at blive en vigtig inspirationskilde i voksenårene.

Tilbage til ophavet

Fredag aften vil Musikhuset i Aarhus emme af guitarspil og skønsang, når Folkeklubbens genkendelige melodier fylder den store sal.

»Det er jo nærmest en mytologisk scene, hvis man ligesom jeg er vokset op i Aarhus,« siger han.

Men måske vil lyden ikke være helt den samme, som publikummet er vant til fra stuerne. Som et forsøg har Kjartan Arngrim og hans medkompagnoner nemlig gentænkt repertoiret i en akustisk version og tilmed inviteret to gæstemusikere med på den usædvanligt korte turné, der i alt omfatter syv spillesteder i landet.

»Vi har spillet uafbrudt i syv år, og tanken har hele tiden været at gøre det større. Det apparat, som i starten bare var to guitarer og en tromme, var efterhånden blevet til lidt af et rumskib med keyboards, fodbasser osv. Så vi tænkte, at det var et godt tidspunkt at gå den anden vej og skære ind til benet i sangene og undersøge folkemusikdelen. Idéen opstod på Northside-festivalen sidste år, hvor vi havde en sang med, der kun består af vokal, fingerspilsguitar og lidt fingerknips. Det var et sats, men det der var så småt, blev kæmpestort.«

Den indre tosse

Det er ikke fremmed for Kjartan Arngrim at løbe en risiko. Faktisk var det selvsamme drivkraft, der startede værket i en alder af 30 år. Før det havde han aldrig stået på en scene. Med et nyfødt barn og et længeventet gymnasielærerjob satsede han butikken og sagde op.

»Det virker fuldstændig sindssygt at sige op, fordi man har fået ét job med sit band, som i øvrigt var det første band, jeg nogensinde havde spillet i. For omgivelserne var det jo galmandsværk og havde ingen fremtid. Jeg tror, at opvæksten i psykiatrien og i den her ånd af Ovartaci har været medvirkende til, at jeg har turdet tage sådan nogle livsspring. Der bliver ikke sat spørgsmålstegn ved absurd adfærd.«

Nøgen og dansende

Som voksen har Kjartan Arngrim brugt stedet til at koble fra og til inspiration. Én bestemt oplevelse står især klart i erindringen. For undervejs kom tvivlen alligevel kravlende. Det var en usikker branche, og familien skulle forsørges.

»Så tog jeg ned på Ovartacis gamle hjemmebane, gik ud på badebroen og kiggede ud over vandet. Men jeg tog det ikke rigtig ind, fordi jeg stod med mine egne hæmninger og borgerlige bekymringer. Og så kom der en gut op fra vandet. Helt mystisk, nøgen og dansende. Det kunne sådan set have være en reinkarnation af Ovartaci, det kan jeg ikke afvise,« siger han grinende med en hentydning til Ovartacis stærke tro på livet efter døden.

»Han var ligesom naturens muntre søn. Helt tydeligt var han i hvert fald inspireret. Så tog han armen om mig og sagde, at jeg skulle springe i havet, fordi ”det er godt for det, der er oppe i dit hoved”. Den formulering var jeg aldrig kommet op med selv. Kun en person, der er bruger af psykiatrien, ville bruge sproget på den måde. Og lige der glemte jeg bekymringerne. For der havde jeg omkvædet til det, der blev titelsangen på pladen.«

Generelt spiller det uperfekte en stor rolle i Kjartan Arngrims liv, og ved fredagens koncert vil han heller ikke bestræbe sig på at spille uden fejl.

Fejl er vigtige

Selvom det er mange år siden, at Kjartan Arngrim forlod den hjemlige naturplet i Aarhus Nord, har opvæksten sat sine tydelige spor. Han mener, at vi alle kan have godt af at finde vores indre tosse frem og give slip på samfundets tabuer, hvis vi vil nå helt ind til hinanden.

»Man kan prøve at komme i kontakt med det irrationelle i sig selv. De gode aftener er dem, hvor det irrationelle har fået lov at spille ind. Det kender vi fra enhver god samtale, om det så er med en date, din kone eller en ven. Der, hvor man får talt sig ind på noget, der er større end det høflige. Og det kan kun opstå, hvis man tør at åbne op for det skæve og skøre i en selv. Det er også kun der, hvor en koncert kan hæve sig over det gennemsnitlige.«

I musikkens verden kan det betyde, at man må turde at lave fejl, når man spiller, fortæller han. Og selv synes han heller ikke, at det perfekte er at foretrække.

»Vi går ikke efter at spille en fejlfri koncert. Det ville være frygtelig kedeligt. Jeg tror, at jeg ville føle mig helt tom, hvis jeg kom ud og havde spillet en fejlfri koncert og formuleret mig helt perfekt mellem numrene.«

En del af Kjartan Arngrims dyrkelse af det upolerede foregår mellem numrene, hvor han præsenterer den næste sang med en anekdote eller en kommentar. Og efter bandet har fået bedre styr på musikdelen, er der blevet plads til mere improvisation og flere fejl i de små taler mellem numrene.

»Det er et sted, hvor det er interessant at se, hvad min mund kan finde på at sige. Dem, jeg spiller med, kan godt høre, når jeg bevæger mig derud, hvor jeg ikke kan bunde, men ligesom patienten sagde, så skal man bare springe ud i det. Det er nogle gange ens pligt. Og det er godt for det, der er oppe i dit hoved.«