Hinnerup indvier hal, der forhåbenligt holder længere end dens forgænger
Efter halvandet års genopbygning er Rønbæk Idrætscenters Hal 1 klar igen. Det samme er kommunen også ved at være med et erstatningskrav i millionklassen.
Ja tak, vi ved det. Det er i dag fredag den 6. april 2018, og inden den kommer alt for godt i gang, skruer vi lige tiden tilbage til natten mellem søndag den 6. november og mandag 7. november 2016:
Der er blæsevejr med kraftige vindstød i Jylland. Mest ude ved Vesterhavet, hvor stødene et par steder når op på stormstyrke, mens man flere steder måler vindstød af stormende kuling.
Det blæser også i Østjylland. Ikke helt så meget. Men nok. Og regnen vælter ned. VÆLTER ned. Bare VÆLTER ned i lårtykke stråler.
Scenen er det næsten nye Rønbæk Idrætscenter, Ådalsvej 96 i Hinnerup. Klokken er tre.
Pludselig skærer et brag sig gennem natten. Og der går en tyverialarm, som udløses ved bevægelse.
Til Lokalavisen Favrskov sagde afdelingsleder i Ejendomscentret, som har ansvaret for kommunens bygninger – herunder idrætscenteret, Michael Ertmann nogle timer senere:
»Da vægteren nåede frem, kunne han se omfattende skader på den nye hal og alarmerede os andre.«
Vi har haft sagen til juridisk rådgivning, og vi er der, hvor vi kan påbegynde en erstatningssag mod flere af de parter, der var involveret i bygningen af hallen.Michael Ertmann, Favrskov Kommune
Knækkede spær
Alarmen var ikke gået på grund af indbrud. Men på grund af en sammenstyrtning. To tagspær – stålrammer – var knækket sammen og havde skabt et stort hul i taget, hvor regnen væltede ned på hallens indmad. Gulvet sejlede, og vandet drev.
Beredskabsstyrelsen blev tilkaldt sammen med indsatsleder Christian Nøddelund fra Beredskab & Sikkerhed Favrskov.
Udenfor var skaderne svære at få øje på. Bygningen var trykket lidt, hvor spærene gav op, men taget havde fået et stort hul, viste billeder fra Beredskabsstyrelsens dronevideo.
»De nærmeste dage vil begge haller være lukket af. Vi skal lige have et overblik, så må vi se,« sagde Michael Ertmann.
Overblikket fik man. Allerede samme nat rykkede store kraner ind ved hallen. Lys blev rigget til, og taget blev skilt ad og sænket ned på græsset udenfor hallen.
De næste dage blev skaderne beset og vurderet, og alle var enige om, at det var godt, at sammenstyrtningen ikke skete, mens der var mennesker i hallen.
Kollapset
En syn- og skønsmand blev sat på opgaven med at finde en forklaring på, hvorfor det kunne gå så galt – et tag, der bare var fem år gammelt, var kollapset. Favrskov Kommunen bad om at få sagen behandlet som en hastesag, og man håbede, at en genrejsning af den næsten nye hal i Hinnerup kunne starte allerede til april.
Sådan gik det ikke. Først ved sommerferietid var rapporten klar, og skønsmanden frigav hallen til genopbygning, der bl.a. også har ført til nye gulve i hele hallen.
»Syn- og skønsmanden konkluderede, at sammenstyrtningen var sket som følge af voldsomme mængder vand på taget sammenholdt med ustabile og for spinkle spær,« siger Michael Ertmann.
En kombination af byggesjusk og fejlkonstruktioner.
Ingeniørfirmaet Alectia undersøgte sagen for kommunen og konkluderede, »at der har været flere mangler ved tagkonstruktionen. Den direkte årsag til kollapset er dog, at der har været en opstuvning af vand på taget. Et svigt i afløbssystemet har medført, at regnvand på taget ikke har kunnet løbe væk tilstrækkelig hurtigt.«
Genopbygningen af hallen startede i eftersommeren 2017. Nu er den færdig og klar til indvielse.
Udgiften har været på omkring ni mio. kr.
»Vi har også haft sagen til juridisk rådgivning, og vi er der, hvor vi kan påbegynde en erstatningssag mod flere af de parter, der var involveret i bygningen af hallen, der styrtede sammen,« siger Michael Ertmann.
Hallen bliver genindviet på søndag kl. 14. Bare seks et halvt år efter den første indvielse torsdag 1. september 2011.
Åbningsfest
På den dag blev den 10 år gamle Rønbækhallen nemlig til Rønbæk Idrætscenter, da en nybygget idrætshal stod færdig som sammenbygget nabo til den gamle hals røde mursten.
Anders Nørgaard (S), daværende formand for kultur- og fritidsudvalget, klippede den røde snor og erklærede idrætscentret for åbent.
Denne gang er det så den nuværende formand for kultur- og fritidsudvalget, Steen Thomasen (S) og borgmester Nils Borring (S), der klipper snor, taler og genåbner Rønbæk Idrætscenter.
På programmet står der også opvisninger fra Hinnerup Gymnastiksamvirke og Hinnerup Karate, der inviterer til aktiviteter for alle interesserede. HOG Fitness viser også deres nye lokale på 1. sal frem, så de, der vil, kan prøve en tur i maskinerne.
Så er det jo bare at håbe, at hallen denne gang holder i mere end fem år.
Og det gør den, lover Michael Ertmann:
»Vi har forstærket spærene,« siger han.