Drabet på foderpladsen

I denne tid kan man i pressen læse mange rablerier fra folk, der prøver at gøre sig kloge på, hvordan naturen fungerer. Fx kan man nogle steder læse, at rovfugle skulle være årsagen til flere småfugles tilbagegang.

Men man kan bare kigge ud ad vinduet i disse dage. På min midtjyske matrikel ligger der godt 30 cm sne, og driverne når næsten en meters højde. Ude i dette snehelvede dør fuglene i hobetal, fordi de ikke kan finde mad. Det er nemlig sådan, naturen fungerer. Det er maden, der for alvor begrænser mængden af dyr. Det er det, man kalder bottom up-regulering.

Er der meget mad til lærkerne, er der mange lærker, og er der meget mad til solsortene, er der mange solsorte. Og hvis der er mange solsorte, er der også mad til spurvehøgen.

Lige nu kigger jeg således direkte ud i det skarpe, misbilligende blik fra en spurvehøg, som sidder solidt plantet oven på en solsort. Det er sket mange gange denne vinter, og hver gang jubler jeg. For solsortene i omegnen får masser af unger, og hvis de alle sammen blev til voksne solsorte næste år, ville der hurtigt gå kuk i maskineriet.

Normalt finder jeg kun fjerene som en indikation på det drab, der er foregået, men i dagens snestorm gider spurvehøgen ikke flytte sig. Afsløret på fersk gerning! Siddende på byttet og med næbbet dybt begravet i droslens lækre brystkød. Damen – for sådan en er det – er åbenbart sulten, hvilket levner mig tid til at liste op på hylden efter kameraet.

Fuglen virker ganske uanfægtet, men det kan man ikke sige om de andre solsorte og sjaggere på foderpladsen. De holder sig langt væk, når døden kigger forbi for at høste med den helt store le.

Det er dog langtfra hver eneste jagt, der giver pote, men spurvehøgen er virkelig en fjende, som alskens småfugle må regne med. Den er nemlig ingen kostforagter.

Ganske vist undgår den helst de helt små fugle såsom fuglekonger og gærdesmutter – de udgør højst en snack – men ellers er hele banden af småfugle op til ca. ringduestørrelse i farezonen.

Spurvehøgene har endda været rigtig smarte og delt arbejdet imellem sig. Hvad kropsvægt angår, er hunnerne næsten dobbelt så store som hannerne, og de tager i gennemsnit betydeligt større bytte end hannerne. På denne måde udnytter man som rovfugl bedst en lokal bestand af byttedyr af varierende størrelse.

Arbejdsdelingen i størrelse fortsætter i øvrigt op til den næste art i hierarkiet, nemlig duehøgen.

Der er faktisk mange, der tror, at de har haft besøg af en duehøg, når de har set en spurvehøg helt tæt på. Men hvis duehøgen havde været forbi, ville de ikke et sekund være i tvivl. Den er mindst dobbelt så stor som en spurvehøg, og så viser den sig kun yderst sjældent nær beboelse – medmindre man holder høns eller fasaner i fri dressur.

Over de store plantager kan man dog være heldig at se duehøgen kredse rundt. Et godt tegn på duehøg er en flok duer, der i vild panik vælter op over skoven. Især hunnen er stor – på størrelse med en musvåge, men med et helt anderledes brutalt udtryk. Det er duehøgen, der bestemmer, og næsten alle andre fugle holder lige for rødt, mens ”mutter” flyver forbi.

Nu er der utvivlsomt nogle, der synes, at det er synd for solsortene, at de sådan må lade livet for spurvehøgens skarpe kløer. At jeg indirekte fodrer høgen. Jeg må ærligt indrømme, at jeg tværtimod synes, at det er fedt. Når der er en spurvehøg, er der mange solsorte, og det er der, fordi der er meget mad.

Morten D. D. Hansen er museumsinspektør på Naturhistorisk Museum i Aarhus.