»Giv mig mit røvhul tilbage«

»Jeg vil da for helvede have mit røvhul og ikke det her. Jeg får lort ud over det hele,« råber manden i den hvide hospitalsskjorte med lige dele desperation og vrede i stemmen.

»Jeg vil ikke skifte den, den hører ikke til mig. Jeg vil ikke snakke pænt om den,« fortsætter han om den stomipose, der hænger på maven, og hvis indhold breder sig ud over den hvide skjorte:

»Giv mig mit røvhul tilbage.«

Med andre ord er dramatikeren Christian Lollike tilbage på Aarhus Teater.

Han har skrevet ”Hospitalet”, som han selv kalder en doku-farce over sygehusvæsenet. Det er den norske instruktør Runar Hodne, der instruerer, og på scenen er en del af teatrets faste ensemble plus fire skuespillere udefra: Thomas Mørk, Patricia Schumann, Kristian Holm Joensen og Mette Klakstein Wiberg.

Sig selv nok

I 2017 var Christian Lollike på Aarhus Teater med ”Erasmus Montanus”, hvor en Holberg-komedie havde været gennem hans kringlede vridemaskine.

Nu er det sygehusvæsenet, hans øjne er faldet på.

”Hospitalet” er på alle måder et lige så dramatisk stykke, som alt er, når det handler om liv eller død.

»Stykket skildrer en institution, som vi alle på et eller andet tidspunkt i vores liv er afhængig af. En institution, som af forskellige årsager er blevet sig selv nok,« mener Runar Hodne.

»Det indebærer, at institutionen både er mod systemet selv og mod os, som er afhængige af den, og dermed er blevet dehumaniseret. Det humane er jo på en måde hospitalets opgave. Der i ligger stykkets indbyggede paradoks.«

Ansvarsfraskrivelse

Institutionen har en slags tillidskrise, som bliver sat på spidsen, uddyber han.

»Vi skildrer en slags tillidskrise mellem ledelse, fagpersoner, patienter og pårørende og gør det med både groteske og absurde virkemidler. Det er absolut et politisk stykke, men det er vanskeligt at identificere, hvem der er modparten til dem, vi møder. Hvem er ledelsen, hvem er det, der bestemmer, hvordan ledelsen skal gøre.« siger han.

»Alle kigger opad – men til sidst er der kun én selv tilbage at kigge på. Det er fascinerende. I vore dage ser man altid på nogle andre, og til syvende og sidst ender det med at blive ansvarsfraskrivelse. Det er det politiske budskab.«

Han mener, at forestillingen skildrer, hvordan det enkelte menneske giver råderetten over sit eget liv fra sig, og at den fortæller, at vi må tage den tilbage.

»Der er mange, der siger fra, men det er ikke så let, så det handler også om, hvordan man tager et ansvar, også etisk, over for sit eget liv og dermed også over for andres. Man må se på, hvad man selv kan gøre,« siger han.

Han oplever selv, at man får en anstændig og kompetent behandling på sygehusene.

»Men effektivisering og administration fremstår lidt mere ekstremt i Danmark. Her er man mere er mere optaget af at registrere og måle end i Norge. Alt det med new public management. Det er, som om at man i Danmark omfavner den metode i langt højere grad end i Norge.«

Gps på portørerne

Christian Lollike har sat ord på det i forestillingen.

»Ledelsen vil gerne være inddragende, så man er velkommen til at komme med effektive forslag til, hvordan I bedst mener, at vi kan blive effektiviseret. Den mener, at man skal tænke på, hvor mange sygeplejersker der får lov til at sætte så vigtig en dagsorden for fremtiden,« siger den ene sygeplejerske.

»Ja,« siger en anden.

»Vi sætter en motor på sengene og en gps på portørerne. Hvis de bevæger sig med en gennemsnitshastighed på under på 15 km/t., skal der skrides ind. Vi kan også bedøve patienterne eller proppe stomien i munden på dem, så de kan æde deres eget lort. Så sparer vi også maden.«

Det er Mette Døssing, der spiller den idealistiske sygeplejerske Una, der puster til en oprørsstemning. Nogen må gøre noget, og hun investerer gerne sig selv.

»Jeg spiller en sygeplejerske, der går op i sit arbejde og tænker meget over omsorg. Hun ser vigtigheden og rigtigheden i at gøre sit arbejde ordentligt,« fortæller hun.

»Hun påpeger de konsekvenser, som nogle af disse effektiviseringer har. Hun er på en måde en foregangskvinde, der prøver at råbe de andre op. Det store spørgsmål er, hvornår man er en skurk, og hvornår er man en helt.«

Skræmmende realistisk

Forestillingen bruger nogle ret groteske situationer, erkender hun:

»Det er er jo Christian Lollike, der har skrevet det. Det er klart på sin plads med sådan en satire over sygehussystemet. Der effektiviseres hele tiden, og det skal også til, men tager det overhånd? Bliver det dyrt i det lange løb, og taber man nogle på gulvet?« spørger hun.

Det er en farce, understreger hun. Nogle af situationerne er så groteske og så langt ude, at man er nødt til at grine.

Men med Christian Lollikes egne ord er de alligevel skræmmende realistiske.