Sognepræst besøger Odders alvorligt syge og døende borgere

Skyld, angst, fortrydelse, bitterhed, vrede, sorg...

Det er bare nogle af de følelser, der kan dukke op til overfladen, når livet er ved at nå sin slutning.

Det ved Sonja Nicolaisen alt om. Udover at være sognepræst i Odder Kommune er hun også landets eneste hjemmeplejepræst og tager, præcis som hjemmehjælpere eller hjemmesygeplejersker, hjem til borgere, der er alvorligt syge eller døende.

I stedet for fysisk pleje, giver hun eksistentiel og åndelig pleje.

»Kirken skal være der, hvor mennesker er,« konkluderer hun.

Det kunne for eksempel være hos en enlig gammel kvinde netop udskrevet fra hospitalet til at dø i eget hjem. Hun får måske ofte besøg af plejepersonale, ligesom hendes børn jævnligt kommer og tager sig af hende. Men der er ikke nogen omkring hende hele tiden, så hun ligger meget alene.

»Hun føler sig meget til besvær. Hun vil helst dø så hurtigt som muligt, fordi hun kræver så meget pleje, og hendes børn halser omkring hende for at gøre det så godt som muligt i situationen. Det mærker hun selvfølgelig. Hun tænker det i hvert fald,« fortæller Sonja Nicolaisen, der tidligere har arbejdet en årrække som hospitalspræst.

I sådan en situation kan præsten f.eks. spørge: Hvordan er det at være dig lige nu? Hvad tænker du på? Det er ikke svært at komme i gang, fortæller Sonja Nicolaisen, for dagsordenen er sat, når aftalen om præstebesøget er lavet. Og stille kommer de i gang. Til kvindens bekymring kan hun sige:

”Nu har du født og opdraget dine børn, passet og plejet dem, gjort så meget for dem. Og de er kommet godt i vej, klarer sig godt, de har fået børn. Det har du sørget for. Og nu vil de gerne sørge for dig – hjælpe dig. Nu er det deres tur til at give noget tilbage til dig. Ikke fordi de står i gæld til dig, men fordi de gerne vil. Så det er faktisk din opgave nu at tage imod det, dine børn gerne vil give dig.”

»Det at få en opgave hjalp hende faktisk. Der blev pludselig mening med, at hun skulle ligge der,« forklarer Sonja Nicolaisen.

Et supplement

Odder Kommune har haft sin hjemmeplejepræst, siden Sonja Nicolaisen blev ansat på prøve i 2012.

Idéen er oprindeligt født af Region Midts sygehusprovst Dorte Sørensen, der så et behov for at rykke sygehuspræstens rolle fra hospitalerne og ud i hjemmene, fordi sygehusenes behandlingsforløb bliver stadig kortere. Folk bliver simpelthen hurtigere behandlet og udskrevet til pleje eller død i eget hjem, hvor der ikke er en sygehuspræst til at tage snakken om de svære tanker.

Men det, der begyndte som et projekt, blev gjort permanent efter en succesrig prøveperiode, og nu ringer sygeplejersker og sosu-assistenter i kommunen til Sonja Nicolaisen, hvis de er ude hos en borger, som har brug for at snakke.

Det har faktisk været den største udfordring, fortæller Louise Hofman Nyholm, der er leder af hjemmesygeplejen i Odder. At få personalet til at spørge de syge borgere, om de vil tale med en præst.

»Det har været grænseoverskridende. For nogle, fordi de ikke selv er religiøse, og andre, fordi de er kede af at pådutte nogen noget,« siger hun, men understreger, at det ikke nødvendigvis er en religiøs samtale, Sonja Nicolaisen fører med den syge eller døende borger.

Medarbejderne har efterhånden taget rigtig godt imod tilbuddet, der bliver et supplement til det, de kan.

»Hun går ikke ind og gør nogen arbejdsløse, men hun dækker et behov, som ikke er særlig godt dækket,« siger Louise Hofman Nyholm.

»Det er jo ikke sådan, at de ikke taler om, hvad borgerne tænker, men fokus er et andet, når vi kommer ud. Det handler om helbredelse og lindring af fysiske ting. Sonja har tid til at turde sige, hvad tænker du på om natten. Har du lyst til, at jeg beder for dig?«

Det siger nogen ja til, andre nej. Praktisk fungerer ordningen sådan, at hvis en ansat i hjemmeplejen oplever, at en borger har behov for mere, så spørger vedkommende borgeren, om hun eller han har lyst til at tale med en præst – med Sonja, som de fleste bare siger. Har de det, får Sonja Nicolaisen en besked og tager over.

»Det er dejligt at kunne efterlade et menneske med et tilbud,« siger Louise Hofman Nyholm.

Inspiration til andre

Men er det overhovedet folkekirkens opgave at være kommunens forlængede arm, kunne man med rette spørge.

Ja, siger Sonja Nicolaisen. Selve det at være sjælesørger og tage samtaler med mennesker er slet ikke noget nyt for kirken, understreger hun. Det nye er, at kommunen har åbnet op for samarbejdet.

»Folkekirkens opgave er at byde sig til, der hvor der er et behov for åndelig og eksistentiel omsorg. At være til stede som en mulighed. Det er det diakonale i kirkens arbejde. At gøre det bedre for mennesker.«

I slutningen af januar skal Odder Kommunes hjemmeplejepræst agere eksempel og inspiration ved en konference i Aarhus, der handler om det fælles sociale ansvar mellem kommuner, folkekirker og sociale organisationer.

Både Louise Hofman Nyholm og Sonja Nicolaisen tror, at deres samarbejde i Odder Kommune kunne udbredes til andre kommuner.

»Der er mange kommuner, som lever fint uden, og hvis Odder Provsti stoppede det her, levede vi nok o.k. uden. Men jeg synes, hun gør hjælpen mere komplet til borgerne, så vi dækker flere dimensioner,« siger Louise Hofman Nyholm.

»Alle borgere vil altid kunne ringe til en præst og bede om besøg. Men præster går jo ikke rundt og banker på dørene – vi ved, hvem der er syge og døende, så vi er et godt bindeled mellem kirken og dem, der har lyst.«

Din vilje ske

Det er typisk ældre mennesker, som Sonja Nicolaisen besøger – heldigvis, som hun siger. Men hun besøger også yngre alvorligt syge, som gerne vil tale med en præst.

Det varierer meget, hvor ofte hun er på hjemmebesøg – alt fra ingen til fire på en uge. Men når hjemmeplejen ringer, kommer hun inden for meget kort tid.

»Der skal ikke være venteliste på præsten, jeg kommer, når der bliver kaldt,« siger hun og understreger at ja, hun vil også komme, hvis en ateist eller borger af muslimsk overbevisning har brug for en snak.

Faktisk ved hun ikke, om hun har besøgt en ateist eller muslim, for hun spørger aldrig til overbevisning, når hun besøger folk.

»Det er åndelig og eksistentiel omsorg, det handler om. Det åndelige har med troen at gøre, mens det eksistentielle har med livet at gøre.«

Og det er store, eksistentielle spørgsmål, der kan være på spil.

Konflikter med voksne børn. Noget, man ikke har fået afsluttet i sit liv, gjort op med. Skyld, man kæmper med.

»Jeg kan spørge: ”Er du bange?” Jeg behøver jo ikke spørge, om vedkommende er bange for døden. Så kan de sige ja eller nej. Og jeg kan spørge videre: ”Tænker du på, hvad der skal ske, har du håb?” Så kommer tankerne om, hvad der skal ske før og efter. Tanken om det evige liv. Hvem tager imod mig? Alle de ting, jeg som præst kan sætte ord på eller male billeder af,« fortæller Sonja Nicolaisen.

»Vi kan synge sammen, læse fra Biblen, jeg kan bede en bøn eller lyse velsignelsen. At få lyst velsignelsen, når man ligger der, det kan jeg se gør meget,« siger hun og fortæller, hvordan hun har kunnet se folk helt bogstaveligt sige ”din vilje ske”, som vi kender fra fadervor.

Sognepræsten gør meget ud af at understrege, at hun ikke forkynder over for de mennesker, hun besøger. Kun hvis de beder om det. Hendes oplevelse er dog, at mange vender sig mod troen eller kristendommens ritualer – når præsten sidder ved sengekanten, og livet nærmer sig slutningen.

»Er man vokset op med at bede fadervor og har fundet tryghed ved det som barn, så kan jeg godt love for, at den tryghed hænger ved.«

Og med sin erfaring kan Sonja Nicolaisen godt være bekymret for, hvad nutidens børn og unge skal søge tryghed i – i en tid hvor religion får en mindre og mindre betydning for mange danskere.

»Hvad skal erstatte det, når nutidens unge og børn blive ældre? Hvad skal man hive fat i, når de engang ligger der? Skal det være bibbib-spillene fra iPad’en,« spørger hun.

»Det kan godt bekymre mig, fordi jeg kan se, hvor meget det betyder for den generation, som nu er i livets sidste fase.«