24-årig mand fængslet for tre brande i Brabrand
Den 24-årige mand, som onsdag blev anholdt og sigtet for at have sat ild til Sødalskolen, har erkendt at stå bag skolebranden og to andre brande i samme område.
Tirsdag udsendte Østjyllands Politi en efterlysning med videoovervågningsbilleder af en mand, som de mistænkte for at stå bag branden på Sødalskolen i Brabrand den 21. okober. Efterlysningen gav pote - en borger, som genkendte ham, henvendte sig til politiet, der kunne anholde manden onsdag 22. november.
Torsdag formiddag kunne Østjyllands Politi så oplyse, at den 24-årige har mere på samvittigheden. Manden har erkendt at stå bag branden på Sødalskolen, og så har han desuden taget ansvaret for to yderligere brande i området. Den 24-årige har således erkendt at have sat ild til daginstitutionen Klods Hans, der delvist nedbrændte den 24. september, og spejderhytten på Holmstrupgårdvej, der fik store røgskader.
Ved et grundlovsforhør torsdag formiddag blev den 24-årige varetægtsfængslet fire uger i surrogat på retspsykiatrisk afdeling, efter han havde erkendt at stå bag de tre brande.