Uffe Jensen er den sidste blå borgmester i Østjylland
Den populære venstremand Uffe Jensen tager endnu en periode som borgmester i Odder Kommune. »Jeg er meget overvældet,« sagde han på valgnatten.
»Vi vil gerne pege på ham, men så skal han også give noget igen,« blev der hvisket i en af krogene. I en anden blev der diskuteret udvalgsposter.
Der blev snakket på kryds og tværs af både valgforbund og partier, da stemmerne tirsdag nat var talt op i Odder Kommune.
Endelig forstummede de dæmpede stemmer, og Odder Kommune var klar til at præsentere det nye byråd med borgmester Uffe Jensen (V) i spidsen. Det er hans anden valgperiode som borgmester i kommunen. Uffe Jensen er denne gang gået frem i antallet af personlige stemmer fra 1.952 i 2013 til 2.979 tirsdag.
Derved har over halvdelen af de 5.174 stemmer, der gik til Venstre, været personlige stemmer til Uffe Jensen.
»Jeg er meget overrasket og overvældet over at høre de tal. Det er noget af en nyhed at få så tidligt om morgenen,« siger Uffe Jensen til Jyllands-Posten kl. 4 natten til onsdag.
Dermed blev Uffe Jensen tirsdag den eneste blå borgmester i Østjylland. Der er røde borgmestre hele vejen omkring ham – i Aarhus, Horsens og Skanderborg. Selv genboen på Samsø er rød – ligesom hele regionen er det.
»Jeg er rigtig ked af resultatet på mine kollegaers vegne. Det eneste, jeg kan sige, er ”op på hesten igen”,« siger Uffe Jensen
Aftale på tværs af midten
Spidskandidat Lone Jakobi (S) endte efter forhandlingerne som 1. viceborgmester i kommunen.
»Vi har indgået den bedste aftale, der var mulig efter omstændighederne. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke var skuffet over ikke at være blevet borgmester, men jeg synes, at vi har forhandlet os frem til det bedst mulige resultat for borgerne i Odder,« udtalte hun efter valgnatten.
Formandsposterne inden for børn, unge og kultur, og arbejdsmarked går til Socialdemokratiet. Det bliver Lone Jakobi, der får titlen som formand for børn, uddannelse og kultur. Formandsposten i arbejdsmarkedsudvalget er der endnu ikke sat navn på.
Resten af formandsposterne går til Venstre, heriblandt miljø-, teknik- og klimaudvalget og socialudvalget. Der er der heller ikke sat navne på formændene endnu.
Det er også besluttet, at begge disse udvalg får en næstformand fra det rød-grønne valgforbund, der medregner Radikale, Enhedslisten og SF.
»Det har været vigtigt at holde fast i en linje, hvor vi bygger et bredt samarbejde over midten. Derfor har vi valgt at lave en konstitueringsaftale med Socialdemokratiet,« sagde borgmester Uffe Jensen.
»Vi vil gerne bygge videre på de solide og brede aftaler i byrådet, og den her aftale er et skridt på vejen mod det.«
Uffe Jensen pegede på Ole Lyngby Pedersen som formand for miljø- og teknikudvalget. Resten af formandskandidaterne er endnu ikke blevet besluttet.
Det er Socialdemokratiet, Venstre og Konservative, der hidtil har holdt sammen i byrådet. Konservative blev denne gang udeladt af konstitueringen.
»Såden er politik, og det er jo fair nok. Vi vælger at sætte os i opposition i stedet,« udtaler Niels Rosenberg, spidskandidat fra De Konservative.
EL-kandidat slugte stemmer
Uffe Jensen gentog succesen fra 2013 og fik endnu engang flest personlige stemmer i Odder Kommune. Den helt store overraskelse var dog Ditte Marie Thejsen fra Enhedslisten, der fik tredjeflest stemmer.
Hun endte med at få 552 personlige stemmer i kommunen.
»Jeg er meget overrasket og glad. I en landbrugskommune som Odder, har det været meget mere, end vi turde håbe på. Det viser os, at Odder vil noget andet. Jeg er stolt over min kommune og over, at indbyggerne tør tage ansvar og begynde at tænke grønt,« siger Ditte Marie Thejsen.
Ingen mandat til Alternativet
Stemmeprocenten endte i år på 77.59 pct. I 2013 var procenten på 79,41 pct. I alt stemte 13.584 af Odders indbyggere til dette års valg.
Selvom Uffe Jensens personlige valg gik godt, så det straks værre ud for partiet. Venstre endte med at gå et mandat tilbage på valgnatten og gik derved fra otte til syv mandater.
Det modsatte skete for Socialdemokratiet, der gik fra fire til fem mandater i Odder Byråd.
De to nye partier i Odder Kommune – Alternativet og Nyt Dansk Demokrati – måtte gå tomhændede hjem fra tirsdagens strabadser. Det blev til 218 stemmer for Alternativet, der fulgte i hælene på Liberal Alliance med 227 stemmer. Dermed gik de to partier også udenom mandaterne.