Til koncert med de gamle

Diskussionen begynder, før færgen forlader Aarhus Havn.

»Du har ikke ret. Den første single, de udgav, hed ”Come On og ikke I Wanna Be Your Man”. Den udgav de derimod nogle måneder senere,« bliver jeg irettesat.

Færgens sikkerhedsvideo bliver vist på storskærmene i baggrunden. Ingen af os følger med. Lige nu er det vigtigere at konstatere, hvem der har den bedste hukommelse i forhold til The Rolling Stones og deres debut i 1963. Hvis den moderne hurtigfærge, som lyder navnet Express, synker på vej over Kattegat, vil vi ikke ane, hvordan vi skal gebærde os. Til gengæld vil vi have afklaret, hvem der ved mest om bedaget engelsk rockmusik.

Vi er fem mænd mellem 50 og 70 år. Det er en tirsdag eftermiddag i oktober. Vi har efterladt koner, børn, børnebørn og andre musikalske ignoranter hjemme i Aarhus. I lommerne strutter koncertbilletter til 1.000 kr. pr. stk. Udover at vi alle har bevæget os inden for undervisningssektoren i vores arbejdsliv, har vi mindst en ting fælles: Vi er på vej til Telia Parken i København for at høre Mick Jagger og kompagni.

Vi har lige sat os omkring et bord i færgens cafeteria. Men vi må ikke spise endnu. De indkøbte sandwicher skal først konsumeres, når vi kører hen over Sjælland, har turens selvudnævnte leder dikteret. Først skal vi nemlig dyste i uundværlig paratviden.

På forhånd har vi hver formuleret fem spørgsmål om de berømte musikere. Et sindrigt pointsystem er blevet gennemgået, så vi sikrer, at dysten ikke kan ende uafgjort. Det er her, tvisten opstår. Heldigvis kan internettet afgøre, at deres første single var ”Come On”. Jeg skal her undlade at prale med, hvem der efter 75 minutters nerverystende udfordring kan kalde sig vinder at Den Store Rolling Stones Quiz. Blot vil jeg understrege, at det er afgørende, at jeg kan huske, at de i 1967 komponerede den psykedeliske sang ”2.000 Light Years From Home.”

»Og så er færgen i havn,« konstaterer jeg, mens de fire øvrige lavmælt mumler ord som ”humbug” og ”begynderheld.”

Vi gumler sandwich og forsøger at presse fem mere end fuldvoksne herrekroppe sammen i en personbil. Ud af bilens højttalere buldrer et miks af gruppens hits fra deres 55 år lange karriere. Mens vi tilbagelægger de 100 kilometer fra Sjællands Odde til Østerbro, kommer kvinderne i spil.

»Hvad hedder din foretrukne Stones-sang, og hvilken kvinde minder den dig om«. Sådan lød opfordringen fra turlederen i en af de omkring 20 forberedelsesmails, der er fløjet frem og tilbage mellem os i de seneste dage. Inden vi svarer, forsikrer vi hinanden om, at vi nu befinder os i en østrogenfri tidslomme, og at der er absolut referatforbud. Eventuelle afsløringer må ikke komme uden for bilens fem døre. Så jeg kan desværre ikke afsløre, hvilke kvinder jeg selv og mine rejsefæller forbinder med The Rolling Stones. Men titler som ”(I Can´t Get No) Satisfaction”, ”Faraway Eyes” og ”Angie” blev nævnt bag de mere og mere duggede bilruder.

Tiden er stadig på vores side, da vi lister os gennem den københavnske myldretidstrafik. Bare ikke ret længe. For hvor h... finder vi en ledig parkeringsplads på Østerbro, når klokken nærmer sig 18? Og helst i umiddelbar nærhed af et træ eller et offentligt toilet, næsten råber vi til den stakkels og meget tålmodige chauffør, som er den eneste, der ikke har drukket to øl på turen over Sjælland. Koncerten starter klokken 20, og vi har allerede snirklet os rundt i en halv time nu. Til slut overbeviser vi hinanden om, at vi bliver nødt til at parkere en lille smule ulovligt og så deles om en eventuel bøde.

Ved indgangen til koncerten forsyner vi os med ørepropper og er enige om, at vi trods alt er for gamle til at investere 400 kr. i en T-shirt med et grynet foto af Mick Jagger på. Vi maser os frem gennem menneskemylderet på den overdækkede græsplæne, hvor FC København plejer at ydmyge AGF. Det har vi glemt i dag. Omkring os breder en kendt koncertduft af øl, herresved og pot sig. Vi har været undervejs i fem timer, benene er begyndt at blive trætte, et enkelt gab høres, og vi overvejer, om vi er blevet for gamle til at stå op til klokken næsten midnat, når koncerten slutter? Er vores aldrende kroppe i virkeligheden mere til klassisk musik, intellektuelt drukket rødvin i pausen og bløde plyssæder? Men når 74-årige Keith Richards stadig kan bevæge sig, kan vi vel også holde os oprejste nogle timer endnu, bedyrer vi hinanden, mens vi tager selfies og forsøger at aktivere venepumpen, så vi ikke får hævede ben og fødder.

Alle gammelmandsbetragtninger er dog væk, da lyset dæmpes og de første dunkende toner af ”Sympathy For The Devil” skyder showet i gang. Mine bukseben bevæger sig på grund af lydtrykket.

Det er ikke en koncert, men en halvreligiøs messe for tidløs livsglæde, da Mick, Ron, Charlie og Keith viser sig på scenen. To timers uafbrudt kavalkade af hits forvandler mig fra en moden mand til en teenager, der med kejtede hoftevrid, stampende fødder og knyttede næver skråler til mine fire medrejsende, at »de er dæleme gode i aften.«

Noget mindre guddommeligt føles det, da vi et stykke på den anden side af midnat snegler os ud af København – heldigvis uden parkeringsbøde, men tilsyneladende stadig i myldretid. Den daggamle flæskestegssandwich er ikke nogen kulinarisk bedrift. Det er umuligt at sove, for min krop er stiv som en trommestik og sidemandens ånde lugter ikke af tandpasta. Men gebrækkelighederne synes små og ubetydelige, for alle 300 km hjem til Aarhus ledsages af en rytmisk stemme i mit hoved, som synger ”It’ Only Rock’Roll (But I Like It).”