Fortsæt til indhold
USA

Højesteretsdommer kritiserede Trump - nu fortryder hun

En højesteretsdommer er blevet kritiseret for at komme med negative udtalelser om Trump. Hun fortæller, at hun vil være mere forsigtig i fremtiden.

I et interview med New York Times kom USA's ældste højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg for et par dage siden med en række noget kritiske udtalelser om Donald Trump.

Hun sagde bl.a., at hun ikke kunne forestille sig en verden, hvori Donald Trump skulle være præsident, og hvis han blev valgt, ville hun flytte til New Zealand. Hun kaldte ham også en »løgner« i et interview med CNN.

Det fik efterfølgende Trump til at forlange en undskyldning fra højesteretsdommeren. I en tweet kaldte han desuden hendes udtalelser for dumme og skrev, at hun var skudt i hovedet.

Efter en del ballade - ikke kun fra Trumps side - beklager Ginsburg nu offentligt.

I en udtalelse skriver hun:

»Ved nærmere eftertanke var mine seneste bemærkninger, som var svar på spørgsmål fra pressen, ikke ret kloge, og jeg beklager. Dommere bør undgå at kommentere på en kandidat til et offentligt embede. I fremtiden vil jeg være mere forsigtig.«

Det skriver Fox News.

Umiddelbart efter Ginsburgs originale udtalelser og tweetet fra Trump, kommenterede flere eksperter og medier, at det var højst upassende, at en højesteretsdommer udtalte sig om politiske personligheder.

Bl.a. udtalte en professor ved navn Richard Painter fra University of Missouri til New York Times, at Ginsburgs partiske objektivitet vil være udfordret, hvis Trump bliver valgt som præsident, og præsidenten for det amerikanske Ethics and Public Policy Center, Edward Wheelan II, har til Washington Post udtalt, at Ginsburg krydsede en grænse med sine udtalelser.

Washington Posts leder behandlede også emnet tirsdag. Her skrev avisen bl.a.:

»Selv hvis hendes kommentarer har været gyldige, og uanset om de har været i tråd med hendes kendte politiske ståsted, så havde det stadig været meget, meget bedre, hvis de var forblevet usagt af et medlem af Højesteret.«

Også i New York Times' leder forholdt man sig kritisk til udtalelserne.

»Washington er partisk nok i forvejen uden spektaklet fra en højesteretsdommer, der kaster sig selv ind i mudderkampen,« skrev avisen bl.a.

En del af Ginsburg kritik af Trump gik på, at han er uforudsigelig, egoistisk og altid siger lige, hvad der falder ham ind. I interviewet med New York Times kom hun også ind på, hvor problematisk hun mener, at det ville være, hvis Trump får lov til at bestemme, hvem der skal overtage den nu afdøde Antonin Scalias plads i Højesteret.

Hvervet som højesteretsdommer er for livet i USA, og højesteretsdommere udpeges af præsidenten og skal herefter høres og godkendes af Senatet. Scalias død under Obamas tid som præsident har altså betydet, at det er Obama, der har udpeget den nye dommer.

Men Senatet har indtil videre nægtet at høre den 63-årige Merrick B. Garland, som Obama har udpeget. Senatet mener nemlig, at det bør være den nye præsident, der udpeger den dommer, der skal overtage Scalias plads.

Højesteret har stor magt i USA i form af, at det er det organ, der implementerer forfatningen i amerikansk lovgivning, og det er derfor ikke ubetydeligt, hvilken politisk holdning en højesteretsdommer har. Det var bl.a. Højesteret, der sidste sommer fastslog, at mennesker af samme køn har samme rettigheder til at gifte sig i USA som en mand og en kvinde.