Fortsæt til indhold
USA

Republikanerne uddelte igen verbale øretæver

De republikanske præsidentkandidater angreb hinanden og udspørgerne under tredje tv-debat.

Los Angeles

Der var på forhånd lagt op til en hård debat, da de republikanske præsidentkandidater indtog scenen i Boulder, Colorado natten til torsdag.

Særligt var der på forhånd lagt op til en hård kamp på ord mellem Donald Trump og den pensionerede hjernekirurg Ben Carson.

Carson var således tidligere på ugen gået forbi Trump i en national meningsmåling som den mest populære af de republikanske præsidentkandidater.

Donald Trump var op til debatten begyndt at angribe Ben Carson i stigende grad. Angrebene mellem de to udeblev dog i det store hele, og i stedet var det fra starten en af de mere ukendte kandidater, der tog fløjlshandskerne af.

Ohio-guvernøren John Kasich havde i hvert fald forberedt sig på en mudderkastning, da han som den første fik ordet under debatten.

»Vi er på vej til at vælge en person, der ikke er i stand til at klare opgaven,« sagde Kasich direkte henvendt til de republikanske vælgere med særligt sigte på Ben Carson og Donald Trump.

Spørgsmålet, som guvernøren svarede på, var, hvad der var hans egen største svaghed.

Debatten handlede primært om økonomisk politik, hvilket ikke var så mærkeligt, da det var erhvervskanalen CNBC, der lagde sendeflade til. Milliarder af dollars blev beskåret fra de offentlige budgetter i de republikanske kandidaters visioner, hvor det især var person- og erhvervskatter, der skulle skæres drastisk.

Selv skattelovgivningen ville ikke få lov at gå ram forbi, hvis det stod til den eneste kvinde på scenen, Carly Fiorina.

Hun lovede at skære skattelovgivningen ned fra 73.000 sider til tre. Ikke tre tusind. Tre.

»Det er det maksimale af, hvad en virksomhedsejer, en landmand eller bare et kærestepar kan overskue uden at skulle hyre folk til at forstå deres eget skatteregnskab,« sagde Fiorina.

Såvel Ben Carsons som Donald Trumps skatteplaner blev angrebet af John Kasich i begyndelsen af debatten for at være ren »fantasi«.

Begge kandidater gled af på spørgsmålene om skatteplanerne og blev ikke udfordret synderligt af de andre kandidater, der i stedet talte dunder mod høje skatter og den offentlige sektor i USA.

Derfra var der meget stille fra de to kandidater i lange perioder af diskussionen. Det var der noget overraskende også fra Jeb Bush, der inden valgkampen for alvor gik i gang lignede et rigtig godt bud på en senere vinder.

Det gør han dog langt fra længere. Han halter gevaldigt efter i meningsmålingerne og måtte i sidste uge skære sin kampagnestabs løn med 40 procent.

En enkelt gang forsøgte Bush for alvor at markere sig ved at sætte et stød ind. Det var dog mod Florida-senatoren og den tidligere allierede Marco Rubio, som Jeb Bush kritiserede for ikke at overlade sit sæde i Senatet til en anden, når han fører præsidentvalgkamp.

Marco Rubio (th.) svarede prompte, da han blev angrebet af Jeb Bush.

Men Rubios svar fik salen til at bryde ud i jubel og Jeb Bushs mere aggressive stil til at være endog meget kortlevet.

»Den eneste grund til, at du gør det her, er fordi, der er nogen, der har fortalt dig, at det er godt at gøre, når nu vi kæmper om det samme job,« lød det selvsikre svar fra Rubio.

Men alt det til trods så var indtrykket efter debatten ikke, at Bush blev dens største taber.

I stedet virkede udspørgerne fra CNBC til at blive aftenens store tabere, da de havde store problemer med at håndtere de republikanske kandidater. De hårdeste udfald faldt nærmest mod de tre.

»Spørgsmålene her er et eksempel på, hvorfor det amerikanske folk ikke stoler på medierne. Det er jo ikke et hundeslagsmål,« lød det fra blandt andre Texas-senatoren Ted Cruz til publikums store begejstring.

På den måde fremstod det ellers så splittede felt af republikanske kandidater nærmest som en samlet enhed mod de tre udspørgere.