Jeb Bush sagde det, Romney bare ikke måtte sige
Den republikanske præsidentkandidat mener, at Demokraterne lokker sorte vælgere med "gratis ting".
Los Angeles
Det går ikke helt efter planen for den republikanske præsidentkandidat Jeb Bush. En tidlig føring i meningsmålingerne er blevet forvandlet til en position, der ikke engang ville give ham en medalje, hvis et præsidentvalg var en olympisk disciplin.
Stilkaraktererne til Bush-familiens tredje bud på en amerikansk præsident nærmer sig efterhånden, ligesom tilslutningen i meningsmålingerne, også den lave ende af de etcifrede tal.
Senest har den tidligere Florida-guvernør på et vælgermøde i South Carolina natten til fredag dansk tid givet en noget kontroversiel analyse af, hvorfor Republikanerne ikke har formået at tiltrække vælgere fra den sorte del af den amerikanske befolkning.
»Vores budskab baserer sig på håb og ambition. Det er ikke et budskab, der siger: stil dig i kø, så skal vi nok tage os af dig med gratis ting,« sagde Jeb Bush som svar på et spørgsmål om det manglende republikanske tække på den sorte del af det amerikanske vælgerkorps.
Ved præsidentvalget i 2012 fik den republikanske præsidentkandidat, Mitt Romney, blot seks procent af stemmerne fra denne del af vælgerkorpset, mens 93 procent stemte på Barack Obama, ifølge en opgørelse foretaget af universitetet University of Connecticut.
Jeb Bushs analyse ligger ikke langt fra den, som Mitt Romney selv gav et par dage efter sit valgnederlag i 2012.
»Det, som præsidenten og præsidentens kampagnefolk gjorde, var at fokusere på bestemte grupper af deres vælgerbase, give dem ekstraordinære gaver fra det offentlige, og så arbejdede de stenhårdt på så at få dem ud til valgstederne,« lød det fra Mitt Romney.
Bemærkningerne faldt på en optaget telefonbesked til en stor del af Romneys bidragsydere og på samme tid, som Republikanerne slikkede sårene efter endnu et valgnederlag til Barack Obama.
Det gjorde fremtrædende medlemmer af partiet i Las Vegas, hvor man lagde planen for, hvordan Republikanerne igen kunne indtage Det Hvide Hus. Det skulle blandt andet gøres ved at blive bedre til at appellere til minoritetsgrupperne i det amerikanske samfund.
Derfor passede den tidligere præsidentkandidats analyse særdels dårligt ind i den strategi, som netop var ved at blive lagt.
»Jeg synes ikke, at det repræsenterer det, vi er som parti, og hvor vi bevæger os hen med det. Det må være en af vigtigste lektier fra dette valg,« lød det fra Louisianas guvernør, Bobby Jindal, der lige nu også er en del af det rekordstore, republikanske felt af præsidentkandidater, til tv-stationen CNN.
Selv har Jeb Bush indtil videre afvist kommentere sin udtalelse fra vælgermødet i South Carolina. Den eneste reaktion er kommet fra Bushs pressetalsmand Kristy Campbell, der til avisen New York Times har sagt, at præsidentkandidaten såmænd bare talte om konservative værdier.
»Vi kommer aldrig til at vinde valg, hvis ikke vi får kommunikeret, at konservative principper og politikker er den eneste måde hvorpå, vi kan få genskabt hver en amerikaners ret til at kunne stige i samfundet,« sagde hun tidligere fredag.
Set i lyset af et ønske om en bredere appel var der også mange republikanere, der havde sat deres lid til, at netop Jeb Bush kunne være manden, der passede på det ønske.
Her var det særligt i forhold til den hastigt voksende latinamerikanske del af den amerikanske befolkning, at forhåbningerne til Bush var store.
Med sin politiske baggrund i Florida, som er en af de stater med den største andel af latinamerikanere samt det faktum, at han er gift med en mexicansk kvinde, lod Jeb Bush da også til at være en særdeles velegnet kandidat for vælgergruppen, der i 2014, ifølge Pew Research Center, bestod af 25 millioner amerikanere.
Men nattens udtalelser om det sorte vælgerkorps er ikke første gang, at Jeb Bush er kommet til at lægge sig ud med en minoritetsgruppe i denne valgkamp.
I slutningen af august lagde han sig ud med dele af den asiatiske befolkning, da han sagde, at fænomenet "ankerbørn" relaterede sig mere til den befolkningsgruppe end til latinamerikanere, sådan som rigmanden og konkurrenten Donald Trump ellers hævdede det.
"Ankerbørn" er en betegnelse for de børn, som bliver født af illegale immigranter i USA. Børnene har nemlig i USA en forfatningsikret ret til at få amerikansk statsborgerskab, hvilket vil gøre det lettere med tiden for forældrene også at opnå lovligt ophold i USA.
Holdningen til den særlige konstruktion er et af de helt varme emner blandt de republikanske præsidentkandidater netop nu.
Donald Trump har siden sin første tale som præsidentkandidat været i nærmest åben krig med flere spansksprogede tv-kanaler og det latinamerikanske vælgerkorps.
Ejendomsmilliardæren er til trods for dette stadig den med størst vælgertilslutning blandt de republikanske kandidater ifølge de seneste meningsmålinger. Den seneste af sin slags foretaget af tv-stationen Fox News giver Trump 26 procent af stemmerne.
Det er otte procentpoint mere end Ben Carson, der indtager andenpladsen. I målingen skal man ned på sjettepladsen for at finde Jeb Bush, der står til syv procent af stemmerne.