Fortsæt til indhold
USA

Seks døde i ekstremt amerikansk vintervejr

Rekordvejr i USA ser ikke ud til at stoppe lige med det samme.

Los Angeles

Vinteren er i sandhed kommet tidligt til USA i år. En bølge af frostgrader og store snemængder hærger således lige nu især den østlige del af landet.

Tre personer er døde som følge af hjerteanfald i forbindelse med at fjerne de store snemængder.

Onsdag aften dansk tid kunne myndighederne meddele, at mindst seks personer var blevet dræbt som følge af det voldsomme vintervejr. I særdeleshed delstaten New York er hårdt ramt. Dele af staten er dækket af over halvanden meter dyb sne, men det forventes at blive endnu værre i løbet af denne uge.

Her siger prognoserne, at der kan falde op til to meter sne. Det forventes således, at der på tre dage kan falde ligeså meget sne på et helt år.

"Det er sandsynligvis det værste, vi har set i over 40 år, så det kommer til at tage noget tid at skovle væk," siger borgmesteren i byen Buffalo, der med sine over 210.000 indbyggere er statens næststørste og et af de hårdestramte områder, til CNN.

Alle de seks dødsfald er sket i området omkring Buffalo. Myndighederne fortæller, at tre af dødsfaldene er sket som følge af hjerteanfald i forbindelse med at fjerne sne, mens to af tilfældene er sket i trafikrelaterede ulykker.

Det ekstreme vintervejr er kommet bag på myndighederne i delstaten, da det er kommet væsentlig tidligere, end det plejer. Men det er bestemt ikke kun i New York, at vinterens kulde for alvor kan mærkes. Således har det meteorologiske institut i USA meddelt, at havdelen af USA tirsdag var dækket af sne.

Presset fra snemasserne på bagdøren til Chrissy Hazards hus i New York blev så voldsomt, at den til sidst måtte give efter.

Samme dag blev der registreret frostgrader i samtlige amerikanske stater, hvilket tilsammen gjorde, at tirsdag var den koldeste novemberdag i USA siden 1976. Gennemsnitstemperaturen for de 48 stater med lavest temperatur var således minus syv grader tirsdag morgen.

Årsagen til det voldsomme vintervejr i USA skal findes i den arktiske luft, der lige nu strømmer ind over staterne. Grunden til, at vejret er blevet så voldsomt lige netop i New York-området er, at det ligger i nærhedens af søreservoiret "De Store Søer". Den kraftige storm skabes således af, at den ekstremt kolde luft møder det forholdsvist varme vand fra søerne.

Det ekstreme vintervejr forventes at fortsætte torsdag, hvor der ifølge CNN kan blive sat rekord i mængden af faldet sne, hvis prognoserne holder.