Megakirke skyld i virusudbrud
En megakirke i USA, som anbefaler sine medlemmer at tro mere på helbredelse end på vaccination, er skyld i stort virusudbrud.
Et mæslingeudbrud i Texas, USA, er blevet sporet til at komme fra en megakirkes menighed, hvis leder, Kenneth Copeland, har advaret menighedens medlemmer mod at lade sig vaccinere. I stedet skal man tro mere på at blive helbredt.
Men menighedens tro har åbenbart ikke været stor nok. I hvert fald er 21 mennesker indtil videre smittet med mæslinger, en sygdom som ellers er stort set ikke-eksisterende i USA.
Efter udbruddet har kirkens præst og Kenneth Copelands datter nu opfordret menigheden til at benytte sig af nogle af de vaccinationsklinikker, som kirken pludselig har stillet til rådighed. Hvis man stadig ikke ønsker vaccination, opfordres man til at opholde sig hjemme i 14 dage.
Nabostater følger udviklingen
Mæslinger er en af de mest smittefarlige virussygdomme og regnes for den mest ubehagelige. På grund af de komplikationer der kan støde til, regnes den også som den farligste af de børnesygdomme, der giver udslæt.
Smitterisikoen er så stor, at sundhedsmyndighederne i Texas har udsendt en smitteadvarsel. Faktisk kan mæslinger smitte i et sådant omfang, at selv nabostaternes sundhedsmyndigheder følger udbruddet tæt.
Kenneth Copeland mener desuden, at vaccinationer er årsag til autisme.