Kampagneleder: Biden fortsætter absolut sin valgkamp
- Joe Biden er mere opsat end nogensinde på at slå Donald Trump, sig Jen O'Malley i tv-interview.
Præsident Joe Biden forbliver ”absolut” inde i præsidentvalgkampen, siger hans kampagneleder fredag til trods for voksende pres fra mange partifæller i det demokratiske parti, hvor der er udbredt bekymring over præsidentens alder og helbred.
- Præsidenten forbliver absolut i denne valgkamp, siger Jen O’Malley Dillon i et interview på tv-stationen MSNBC.
- Joe Biden er mere opsat end nogensinde på at slå Donald Trump, tilføjer Jen O’Malley i interviewet ifølge AFP.
Det Hvide Hus afviste tidligere forlydender i medierne om, at Bidens familie skulle være begyndt at diskutere muligheden for, at præsidenten trækker sig fra valgkampen.
Det skrev NBC med henvisning til to anonyme kilder.
Joe Biden har ifølge kilderne endnu ikke selv taget en beslutning om at trække sig, men hvis han skulle gøre det, skal det være med hans egen timing og en klar plan for, hvordan det skal foregå. Og det er det, der er blevet diskuteret i Biden-familien, sagde de anonyme kilder til NBC.
Men fra Det Hvide Hus bliver det understreget, at Joe Biden på ingen måde har tænkt sig at give sig.
- Det her sker ikke. De folk, der kommer med de påstande, taler ikke for hans familie eller hans hold, og de vil blive modbevist. Hold fast i troen, sagde Andrew Bates, der er talsperson for Det Hvide Hus, til NBC.
Presset på Biden har været tiltagende siden præsidentens dårlige præstation i en tv-debat mod Donald Trump i juni.
To demokratiske senatorer er kommet med så direkte en opfordring til præsidenten om at opgive sin valgkamp, og omkring 20 medlemmer af Repræsentanternes Hus har også opfordret 81-årige Biden til at trække sig.