Fortsæt til indhold
USA
Artiklen opdateres

Han var udtalt Trump-kritiker. Nu har kovending sendt ham på kurs til at blive USA's næste vicepræsident

Donald Trump har netop udpeget J. D. Vance som sin vicepræsidentkandidat til det amerikanske præsidentvalg i november. Men den 39-årige Ohio-senator har ikke altid været en tro Trump-støtte. Snarere tværtimod.

Det er ikke længe siden, at Ohio-senatoren J. D. Vance var en udtalt kritiker af Donald Trump.

Men en opsigtsvækkende kovending har på få år vundet ham Trumps gunst.

Nu skal de to danne makkerpar i Republikanernes kamp for at vinde præsidentmagten i USA til november.

Men hvem er Trumps nye running mate?

Fra rustbæltet til Ivy League

Donald Trump har mandag aften dansk tid udnævnt James David Vance som sin vicepræsidentkandidat til det amerikanske præsidentvalg i november. Det skriver han i en meddelelse på sit sociale medie, Truth Social.

»Efter lange overvejelser, og i betragtning af mange andres enorme talent, har jeg besluttet, at den person, der er bedst egnet til at påtage sig posten som vicepræsident, er senator J.D. Vance,« skriver Trump.

J. D. Vance, som han oftest kaldes, er 39 år og senator i delstaten Ohio siden 2022. Han er født og opvokset i samme stat og er i dag gift og har tre børn.

Før Vance gik ind i politik har han været soldat i den amerikanske hær, hvor han var udsendt til Irak. Derefter uddannede han sig i statskundskab og filosofi på Ohio State University og senere i jura på det prestigefyldte Ivy League-universitet Yale University.

Siden har J. D. Vance bl.a. arbejdet som venturekapitalist og erhvervsjurist.

Vance blev først et kendt navn indenfor amerikansk politik, da han udgav bogen ”Hillbilly Elegy” om sine erindringer fra at vokse op i det fattige rustbælte i Ohio. Rustbæltet er en betegnelse for et område i det nordøstlige USA, hvor de tunge industrier som kul- og stålindustrien ligger, men hvor der siden 1980’erne er sket en markant nedgang i produktionen og antallet af job.

Bogen blev en bestseller og blev i nogle kredse hyldet for at give en stemme til mange amerikanere i arbejderklassen, der føler sig svigtet af regeringen i Washington D.C.

I sin tid som senator siden 2022 har J. D. Vance været en åbenhjertig tilhænger af Donald Trump og har ofte stemt i overenstemmelse med Trumps konservative politiske linje. Tidligere på året stemte han bl.a. imod et lovforslag om at øge USA’s støtte til Ukraine.

Fra Trump-kritiker til tro væbner

De seneste måneder har J. D. Vance fremturet som en nærmest ubetinget, loyal Trump-støtte.

Men det har han ikke altid været.

Under præsidentvalgkampen i 2016, hvor Trump stillede op mod Demokraternes Hillary Clinton, langede Vance flere gange ud efter Trump i utvetydige vendinger.

»Jeg er en aldrig-Trump fyr. Jeg har aldrig kunnet lide ham,« sagde Vance.

I oktober 2016, kort før præsidentvalget i november samme år, skrev Vance på sin Twitter-profil om Trump:

»Min gud, hvilken idiot.«

Senere kom det frem, at J. D. Vance i en sms-besked til sin daværende værelseskammerat havde kaldt Trump for »Amerikas Hitler«.

Men pludselig vendte Vance på en tallerken.

Først fortrød han sine kritiske udtalelser om Trump. Derefter tegnede han sig som fuldtonet støtte.

En så stor støtte, at Trump selv tilsyneladende følte sig nødsaget til at italesætte det.

Det skete, da J. D. Vance i 2022 stillede op til Senatet i Ohio for Republikanerne og kæmpede hårdt for at få eks-præsidentens velsignelse.

Her gik Trump på scenen til Vances eget vælgermøde og sagde:

»J. D. kysser min røv. Han vil så gerne have min støtte,« grinede Trump.

Men Vance fik Trumps støtte, og siden har førstnævnte tilsyneladende glemt alt om sin tidligere Trump-kritik.

De seneste måneder har Ohio-senatoren ved flere lejligheder ført valgkamp og samlet støtte til Trumps præsidentkandidatur.

Udnævnelsen af J. D. Vance som Republikanernes vicepræsidentkandidat til det amerikanske præsidentvalg i november sker, mens partiet fra mandag til torsdag holder partikonvent i Milwaukee i delstaten Wisconsin.

Mandag aften dansk tid har partiet også officielt valgt Donald Trump som præsidentkandidat.

Dermed er det republikanske hold sat til at tage kampen op mod Demokraterne, som stiller med præsident Joe Biden og vicepræsident Kamala Harris.

Valget finder sted d. 5. november.