Biden: Pas på med forhastede konklusioner om skyderi
Gør ikke antagelser om gerningsmandens motiv eller tilknytninger, siger Biden efter attentatforsøg mod Trump.
USA’s præsident, Joe Biden, opfordrer amerikanerne til at stå sammen, efter at hans formodede modstander ved det kommende præsidentvalg, Donald Trump, overlevede et attentatforsøg.
- Sammenhold er det mest flygtige mål af alle. Men intet er vigtigere lige nu end at stå sammen, siger Biden.
- Vi kommer til at debattere og være uenige, det kommer ikke til at ændre sig. Men vi skal ikke glemme, hvem vi er som amerikanere.
Biden understreger, at ”der ikke er plads til politisk vold eller nogen anden form for vold i Amerika”.
- Et attentatforsøg går imod alt, hvad vi står for som nation. Alt. Det er ikke sådan, vi er. Det er ikke Amerika. Vi kan ikke tillade, at dette sker.
Han opfordrer videre til, at man ikke drager forhastede konklusioner om lørdagens dramatiske hændelse i Pennsylvania og påpeger, at der endnu er meget, vi ikke ved.
Særligt på sociale medier florerer en del uunderbyggede teorier om attentatforsøget.
- Gør ikke antagelser om gerningsmandens motiv eller tilknytninger, siger Biden i en kort udtalelse fra Det Hvide Hus søndag.
- Lad FBI gøre deres arbejde. Jeg har givet ordre til, at denne efterforskning skal være grundig og hurtig. Og efterforskerne får alle de ressourcer, de har brug for.
Præsidenten tilføjer, at han har beordret de amerikanske sikkerhedstjenester til at gennemgå alle sikkerhedstiltag ved Republikanernes partikonvent, der efter planen indledes mandag.
På konventet ventes Trump officielt at blive udpeget som Republikanernes præsidentkandidat.
Biden siger videre, at han er ”taknemmelig for, at Trump har det godt”.
- Vi havde en kort og god samtale i aftes, siger Biden.
Samtalen mellem den nuværende og den tidligere præsident fandt sted, kort efter at Donald Trump blev ramt af skud ved øret under et valgmøde i Pennsylvania, hvor en bevæbnet person åbnede ild mod ham.
Præsidenten er søndag sammen med vicepræsident Kamala Harris blevet briefet i det såkaldte situation room, siger han.
Biden ventes at tale til nationen klokken 20 lokal tid. Det meddeler det Hvide Hus. Det er klokken 02 natten til mandag dansk tid.