New York City ramt af en »farlig, livstruende storm«, der kaster lys over et af byens helt store problemer
Indbyggerne i New York stod fredag morgen op til en regnfuld dag, da et kraftigt regnskyl oversvømmede byens gader, metrosystem og private hjem. Det udløste en lokal undtagelsestilstand i byen, der er særligt følsom over for større vandmængder.
Fredag blev New York City endnu en gang ramt af et voldsomt regnvejr, der har oversvømmet veje og hjem. Et altoverskyggende problem fortsætter med at udfordre byen, når vandmasserne rammer.
På tværs af New York Citys fem bydele er Manhattan, Bronx, Queens, Brooklyn og Staten Island forbundet med et 11.900 km langt netværk af rør, som i teorien skulle føre regnvand og spildevand sikkert væk fra byen. Men falder der mere end 4,5 cm regn i timen, så stopper rørene til, og vandet flyder rundt i gaderne.
Netop det scenario udspillede sig fredag morgen, da der på blot en time faldt over 5 cm nedbør, som fortsatte med at falde resten af dagen.
»Det skiftende vejr er et resultat af klimaforandringerne, og det er den triste virkelighed, at vores klima skifter hurtigere, end vores infrastruktur kan følge med,« sagde Rohit Aggarwala fra New York Citys afdeling for miljøbeskyttelse ifølge New York Times.
Men det er ikke kun veje og fortove, der er oversvømmet. LaGuardia Lufthavn i Queens måtte fredag lukke en terminal ned på grund af vandmasserne, og flere beboere i byen har måtte finde andre steder at bo som følge af, at deres hjem er blevet oversvømmet.
Nord for New York i byen Mamaroneck måtte redningsarbejdere bruge oppustelige gummibåde til at redde folk fra deres oversvømmede hjem.
Lokale områder af byen nåede helt op på 20 cm nedbør i løbet af fredag, og det fik New Yorks Guvernør, Kathy Hochul, til at annoncere en lokal undtagelsestilstand i New York City, Long Island og Hudson Valley.
»Dette er en farlig, livstruende storm,« skrev hun på det sociale medie X og opfordrede folk til at holde sig væk fra oversvømmede veje.
Der er endnu ingen meldinger om nogen omkomne i forbindelse med oversvømmelserne.