Fortsæt til indhold
USA

Ikke set i mere end 80 år: Amerikansk stat trues af usædvanligt vejrfænomen

Orkanen Hilary forventes i weekenden at gå i land ved USA's vestkyst. Det har fået alt fra lokale myndigheder til USAs præsident til at reagere.

Lige nu forbereder beboerne i den amerikanske stat Californien sig på noget, man ikke har oplevet siden 1939.

Inden længe går den tropiske storm Hilary nemlig i land i det sydlige Californien, hvor vejrprognoserne varsler ekstremt vejr. Det har fået alt fra lokalt politi til USAs præsident til at reagere.

Tropiske storme og orkaner er almindelige gæster i Mexico, der ligger syd for Californien. National Weather Service (NWS) i San Diego fortæller dog til New Times, at det er »højst usædvanligt«, at en tropisk storm rammer Californien. Faktisk er det første gang nogensinde, at staten har måttet bruge dets stormvarselssystem, som advarer mod livsfarlige og katastrofale oversvømmelser.

Amerikanske myndigheder advarer desuden om risiko for ekstreme oversvømmelser, lokale tornadoer, jordskred og farlige bølger.

Los Angeles borgmester, Karen Bass, kaldte på et pressemøde vejrudsigten for »alarmerende«.

»Vi er ikke vant til at forberede os på orkaner, men dette er endnu et eksempel på klimaforandringerne, så vi er nødt til at være forberedte på klimabegivenheder, som vi ikke er vant til,« sagde hun.

Selv USAs præsident, Joe Biden, kom med en opfordring til de udsatte borgere.

»Jeg opfordrer alle på stormens vej til at tage sine forholdsregler og at lytte til vejledningen fra statslige og lokale embedsmænd,« lød det fra Joe Biden ifølge BBC.

Knap 26 mio. mennesker i det sydvestlige USA bliver påvirket af stormvarselssystemet.

Ansatte ved en restaurant i Cabo i Mexico barrikaderede facaden på restauranten for at værne sig mod orkanen Hilary, som forventes at ramme USA's vestkyst denne weekend. Foto: ALFREDO ESTRELLA / AFP

Lukkede nationalparker

Det kolde vand, der omgiver Californien, plejer normalt at svække storme, og selvom stormen Hilary ser ud til at miste fart, når den rammer land, forventes det stadig blive en kategori 4-storm på en skala til 5.

Staterne Californien, Nevada og Arizona er alle i fare for oversvømmelser, da de også er tre af USA’s tørreste stater, og derfor har den hårde jord svært ved at optage vandet.

Det har bl.a. medført, at sportsbegivenheder er blevet aflyst, og nationalparkerne Joshua Tree og Mojave er blevet lukket på ubestemt tid.

Los Angeles frygter desuden for de over 45.000 hjemløse, som bor i og omkring byen. Mange holder til i viadukter og i udtørrede flodlejer, som man mener kan blive overrasket, når de massive regnmængder på kort tid skylder ind over floder og afløb.

Derfor har det lokale politi rakt ud til befolkningen i og omkring den californiske storby for at give hjemløse husly.

Ifølge NWS er der risiko for op til 15 centimeters regn i visse områder.

Artiklens emner
Vejret
Storm