Fortsæt til indhold
USA

Århundredets sag om ærekrænkelse ydmyger USA's mest sete tv-kanal

Analyse: Fox News accepterer at betale milliarderstatning i historiens største medieopgør, der udstiller USA's mest magtfulde konservative mediestemmer for at propagandere for en valgløgn. Sagen kan få store konsekvenser for præsidentvalget næste år.

Advokaterne havde allerede indtaget deres pladser i retssalen, og århundredets største medieskandale, som den er blevet kaldt, var klar til at blive udpenslet for hele verden, da dommeren under det første retsmøde mod USA’s mest sete tv-kanal, Fox News, pludselig forlængede frokostpausen.

Tre timer senere sendte han til stor overraskelse de tålmodigt ventede 12 nævninge og tilhørere hjem med besked om, at der var indgået forlig i den historiske retssag, som allerede inden retsmødet havde udstillet USA’s mest magtfulde konservative mediestemmer for at propagandere for en kæmpe valgløgn.