Fortsæt til indhold
USA

Biden tog smal sejr i den vigtige svingstat Wisconsin

Præsidentkandidaten kan nu føje 10 valgmænd til sine i forevejen 227. Dermed er han nu 33 valgmænd fra at kunne kalde sig vinder af præsidentvalget 2020.

Den Demokratiske præsidentkandidat, Joe Biden, har vundet Wisconsin, der er en af de afgørende svingstater.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Dermed kan han føje yderligere 10 valgmænd til sine i forvejen 227 valgmænd. Dermed nærmer den 77-årige præsidentkandidat sig de 270 valgmænd, der kan gøre ham til USA’s præsident. Præsident Donald Trump har i skrivende stund fortsat 213 valgmænd.

Det blev dog som forventet et meget tæt løb mellem de to i staten, hvor Biden fik 49,6 pct. af stemmerne mens Trump fik 49 pct. Det viser AP’s stemmeoptælling.

Nyheden kommer kort efter, at Joe Biden rykkede nærmere en sejr i den lige så tætte svingstat Michigan, hvor der er 16 valgmænd på spil.

Her er der i skrivende stund ifølge CNN optalt 94 pct. af stemmerne, som fordeler sig til 49,5 pct i Bidens favør, mens Trump står til 48,8 pct. Et resultat, der tidligere på dagen tippede til Trumps fordel.

Man er desuden endnu ikke færdig med at optælle stemmer i de afgørende svingstater Pennsylvania, der har optalt 64 pct., Georgia, der har optalt 96 pct., Nevada, der har optalt 66, pct. og North Carolina, der har optalt 96 pct. af stemmerne.

I særligt Pennsylvania forventes det, at Biden kan tage en slutspurt, i det en stor del af borgerne har brevstemt grundet coronapandemien. Da det historisk set er demokratiske vælgere, der stemmer via brev, regner man med, at dette vil kunne mærkes på Bidens stemmetal.

I en række tweets har Donald Trump de seneste timer kritiseret optællingen af stemmer i en række svingstater. Heribland Wisconsin, hvor han vil forlænge en omtælling af stemmerne.

Donald Trumps kampagne vil kl. 21.30 dansk tid holde ene pressekonference i Philadelphia. Det oplyser kampagnen i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.