Pennsylvania kan trække afgørelsen ud til fredag
Optællingen af brevstemmer i Pennsylvania og andre stater blev afbrudt tirsdag aften amerikansk tid og genoptages først onsdag morgen.
BANGKOK
Med sine 20 valgmænd kan Pennsylvania blive afgørende for, om Donald Trump får four more years i Det Hvide Hus, eller Joe Biden flytter ind i præsidentens hovedkvarter i Washington.
Bliver det tilfældet, kan afgørelsen trække ud helt til på fredag – og i sidste ende havne i den amerikanske højesteret ligesom i 2000 –på grund af reglerne for optælling af brevstemmer i svingstaten. Reglerne er stærkt kontroversielle og har været diskuteret, debatteret og ændret flere gange siden sommerens kaotiske primærvalg, da systemet brød sammen på grund af et overvældende antal brevstemmer.
Reglerne indebærer, at åbningen af kuverter med brevstemmer først kan begynde på selve valgdagen. I nogle distrikter ved valgstedernes åbning. Andre steder først efter lukketid. I modsætning til andre stater, hvor man kunne åbne kuverterne, så snart stemmerne ankom, og begynde at tælle dem ved åbningen af valghandlingen tirsdag morgen.
Med over 1 mio. brevstemmer opgav de valgforordnede i Pennsylvania tidligt på aftenen amerikansk tid at fortsætte optællingen af brevstemmer. Den blev genoptaget onsdag morgen.
Men reglerne indeholder en yderligere komplikation. Som led i et politisk kompromis er brevstemmer, der er stemplet senest på valgdagen, gyldige, hvis de modtages indtil tre dage efter valgdagen. Det vil sige på fredag.
Som en yderligere trussel mod en afgørelse i denne uge er der allerede anlagt flere søgsmål ved retten mod diverse procedurer, som de blev rullet ud i de enkelte distrikter. Det er ikke nyt. Så sent som i sidste uge endte et af de tidligere slagsmål i USA’s højesteret, der gav staten Pennsylvanias højesteret medhold i at tillade optælling indtil tre dage efter selve valgdagen. Men bliver afgørelsen hårfin, kan både den afgørelse og andre kontroversielle spørgsmål igen havne i højesteret.
Pennsylvania er en af de udpegede svingstater. Med Trump og Biden side om side frem mod målstregen kan den blive afgørende. Om den bliver det, afhænger af udfaldet af tilsvarende afbrudte optællinger af brevstemmer i Wisconsin, Michigan og Georgia. De genoptages også onsdag morgen.
Ved afbrydelsen af optællingen i Pennsylvania tirsdag aften havde Donald Trump et betydeligt forspring. Men blandt de store klumper af ikke-optalte brevstemmer var mere end en kvart million i et enkelt distrikt i storbyen Philadelphia, der typisk for forløbet af valget vil indeholde flere stemmer for Biden end for Trump.
Valgnatten afslørede en demografisk opsplitning af stemmerne, der favoriserede Demokraterne i de store byer og blandt brevstemmerne, mens Trumps vælgerbase overvejende var i landdistrikterne blandt vælgere, der foretrak at møde frem på selve valgdagen.