Fortsæt til indhold
USA

Overblik: USA vælger politikere, dommere og sheriffer

De amerikanske vælgere skal sammensætte en ny kongres. Samtidig skal en række hverv besættes ude i staterne.

/ritzau/

Tirsdag 6. november går de amerikanske vælgere til midtvejsvalg.

Halvvejs i præsident Donald Trumps fireårige mandatperiode skal der vælges nye medlemmer af Kongressens to kamre - Senatet og Repræsentanternes Hus. Der er samtidig en lang række andre valg i de enkelte delstater og byer.

Her kan du få et kort overblik over, hvad der står på stemmesedlerne:

  • Senatet: Der er valg til 35 af de 100 pladser. 26 af dem, der er på valg, er demokrater eller uafhængige, mens ni er republikanere. I det samlede Senat har Republikanerne i øjeblikket flertal med 51 medlemmer.
  • Repræsentanternes Hus: Samtlige 435 medlemmer af Repræsentanternes Hus er på valg. Republikanerne har i øjeblikket flertal i Repræsentanternes Hus med 235 pladser, mens Demokraterne har 193, og 7 er ubesat.
  • Guvernører: 36 af USA's 50 delstater skal vælge delstatens politiske leder.
  • Andre delstatsvalg: Flere steder er der også valg til en række andre tillidshverv som justitsminister og statssekretær.
  • Lokalvalg: 27 af USA's 100 største byer holder borgmestervalg. Mange steder skal der også vælges dommere, sheriffer, skattechefer og andre folkevalgte topfolk.
  • Folkeafstemninger: I 37 delstater skal vælgerne tage stilling til emner som afgrænsning af valgdistrikter, legalisering af marihuana, abort og mindsteløn.

Kilde: Ballotpedia.