Trumps tidligere advokat er sprunget ud som demokrat
Michael Cohen tager afstand fra den nuværende amerikanske regerings værdier.
Donald Trumps mangeårige ven og advokat, Michael Cohen, støtter nu Demokraterne.
Det bekræfter Michael Cohens egen advokat, Lanny David, på Twitter, efter at det politiske medie Axios torsdag afslørede partiskiftet.
»Michael Cohens tilbagevenden til Demokraterne er endnu et skridt på hans rejse, hvor han sætter familie og fædreland først og tager afstand fra den nuværende regerings værdier,« skriver Lanny David.
Michael Cohen var Donald Trumps advokat fra 2006 til maj 2018 og var gennem et år en af de ansvarlige for Republikanernes økonomi. Han er dog mest kendt for at være Donald Trumps advokat under Stormy Daniels-sagen, hvor han betalte Stormy Daniels og en anden kvinde penge for at tie stille om deres påståede affærer med Donald Trump.
Under et vidneudsagn i maj erklærede Michael Cohen sig skyldig i ulovlig påvirkning af valget og meddelte, at Donald Trump havde beordret ham til at begå en forbrydelse, da Trump gav Cohen besked på at betale de to kvinder.
Noget, Donald Trump har benægtet.
Præsidenten hævder tværtimod, at han betalte pengene ud af egen lomme og dermed ikke brød valgreglerne.
Michael Cohen erklærede sig tidligere i år skyldig i flere tilfælde af skattesvindel og ulovlige kampagnedonationer.
»I dag rejste han (Cohen, red.) sig op og vidnede under ed om, at Donald Trump beordrede ham til at begå en forbrydelse ved at betale to kvinder med det primære formål at påvirke valget,« sagde Michael Cohens advokat, Lanny Davis, i august til medierne.
»Michael Cohen har valgt at erklære sig skyldig, således at hans familie kan få fred og komme videre,« lød det fra advokaten.
Domsafsigelsen mod Cohen sker efter planen i december.
Flere analytikere har siden beskrevet, hvordan forholdet mellem Donald Trump og Michael Cohen er iskoldt, fordi præsidenten ikke gjort eller sagt noget for at støtte sin tidligere advokat i sagen om tys tys-pengene til Stormy Daniels.
Michael Cohen har tidligere været registreret demokratisk vælger.