Borgmester har erklæret undtagelsestilstand i Washington D.C.
Myndighederne er i gang med at tage sine forholdsregler inden orkanen Florences landgang.
Borgmesteren i Washington D.C., Muriel Bowser, har erklæret undtagelsestilstand forud for orkanen Florences landgang senere på ugen.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Orkanen "Florence", som lige nu befinder sig i Atlanterhavet, tog mandag til i styrke og er mandag eftermiddag blevet en kategori 4-orkan med en vindstyrke på 51 m/s og vindstød på op mod 63 m/s.
Prognosen fra amerikanske meteorologer går på, at den inden for de næste 36 timer vil kunne udvikle sig til et uvejr i kategori 5, før den formentlig vil bremse op, når den rammer kysten.
Man taler om en kategori 5-orkan, når vindhastighederne når over 70 m/s.
Guvernørerne i delstaterne North Carolina, South Carolina og Virginia erklærede i weekenden også undtagelsestilstand for at give myndighederne mulighed for at forberede sig på orkanen.
Hvis prognoserne for "Florence" holder, bliver den ifølge CNN's meteorolog Chad Myers »den kraftigste storm, der har ramt området i tre årtier«.
Orkanens komme har betydet masse-evakueringer af folk ved kysterne. Således måtte en million mennesker på USA's østkyst tirsdag morgen forlade deres huse for først at vende tilbage, når uvejret er passeret.
»Dette er en meget farlig orkan, og vi ønsker ikke at se ét eneste menneskeliv gå tabt,« sagde guvernør Henry McMaster i South Carolina mandag på et pressemøde.
Prognoserne peger på, at voldsomme vinde vil ramme kysten sent onsdag aften, og at orkanen vil ramme torsdag middag. Selve uvejret vil formentlig ramme torsdag aften eller natten til fredag.
Truslen mod indbyggerne ved kysterne er dog ikke begrænset til stærke vinde. Det forventes også, at der vil falde kraftig regn, og at uvejret vil presse vandstanden i hav, vandløb og floder op, hvilket vil føre til oversvømmelser.