Årsagen til amerikanske diplomaters hjerneskader måske fundet
Eksperter mener at have opklaret, hvordan amerikanske diplomater fik hjerneskader i Cuba.
Et hold af forskere er nu kommet med deres forklaring på, hvordan flere end 20 amerikanske diplomater har fået permanente høre- og hjerneskader i Cuba.
Årsagen kan være mikrobølger. Det skriver The New York Times.
Det hele startede tilbage 2016, hvor flere ansatte på den amerikanske ambassade i den cubanske hovedstad, Havana, blev syge af uforklarlige årsager.
Deres symptomer var hovedpine og mistet hørelse.
Det er et hold af forskere fra University of Pennsylvania, som peger på mikrobølger, der ellers betragtes som værende ufarlige, da de fleste bliver udsat for dem dagligt fra fjernsyn og mobiltelefoner.
»I begyndelsen var alle forholdsvis skeptiske, men nu er alle enige om, at der er noget om det,« forklarer Douglas H. Smith, der er leder af Center for hjerneskade og udbedring ved University of Pennsylvania, til TheNew York Times.
Eksperterne peger på Frey-effekten, efter den amerikanske forsker Allan H. Frey, som betegner, hvordan mikrobølger kan få mennesker til at høre lyde, som ikke er der.
Ifølge den amerikanske avis har både Rusland og USA i mange år arbejdet på at bruge mikrobølger som våben.
Den amerikanske ambassade i Cuba åbnede tilbage i 2015, som et resultat af at USA havde genoptaget de diplomatiske forbindelser til landet. Episoderne med uforklarlige symptomer skulle være sket tilbage i 2016 og 2017, hvor sagen også blev kendt i offentligheden.
De hidtidige uforklarlige symptomer fik USA til at hjemsende halvdelen af de ansatte på ambassaden i Havana. Samtidigt valgte man at udvise 15 diplomater fra den cubanske ambassade i Washington D.C.
USA har dog aldrig direkte beskyldt Cuba for at forårsage høre- og hjerneskader hos diplomaterne.
I maj sidste år kom det frem, at lignende episoder også skete på et amerikansk konsulat i Guangzhou i Kina. Her valgte USA også at hjemkalde flere medarbejdere.
Det amerikanske Forsvarsministerium arbejder forsat på at finde en forklaring på skaderne hos ambassadens ansatte. Den vil hverken be- eller afkræfte, om mikrobølger er synderen.