Annonce
USA

Trump om udnævnelse af højesteretsdommer: Efter krig og fred er intet vigtigere

Præsidenten har mulighed for at sikre et permanent konservativt flertal ved USA's forfatningsdomstol.

Donald Trump ved siden af den afgående højestertsdommer Anthony Kennedy, 81, ved en ceremony sidste år, da Trumps seneste nominerede til posten som højesteretsdommer, Neil Gorsuch, aflagde ed. Foto: AP/Carolyn Kaster

SAN FRANCISCO – USA’s højrefløj reagerede onsdag med jubel over udsigten til, at præsident Donald Trump snart vil kunne nominere endnu en højesteretsdommer og dermed forsegle den konservative dominans ved den amerikanske forfatningsdomstol.

Højesteretsdommer Anthony Kennedy, der onsdag meddelte, at han går på pension, har i flere år fungeret som en svingstemme, der nogle gange støttede domstolens mest liberale dommere og nogle gange de mest konservative.

Ved at kunne nominere hans afløser vil Trump kunne sikre, at domstolen har et mere permanent konservativt flertal med fem stemmer mod fire. Det kan få særligt stor betydning for spørgsmål om bl.a. homoseksuelles rettigheder og abortrettigheder.

Overblik: Den magtfulde amerikanske højesteret

Konservative amerikanske medier taler allerede om det, som et af de mest afgørende tidspunkter i Trumps præsidentskab. Den republikanske Texas-senator Ted Cruz kaldte det en »chance for at påvirke domstolens retning i årtier frem,« og henviste til at Kennedy sad på sin post i tre årtier.

Trump var heller ikke selv i tvivl, da han kommenterede på nyheden fra Det Hvide Hus.

Donald Trump onsdag i Det Hvide Hus. Foto: AP/Susan Walsh

»Udvælgelse af højesteretsdommere er en af de vigtigste begivenheder i vores land. Du ser det med afgørelsen, der lige er kommet,« sagde præsidenten i en henvisning til afgørelsen tirsdag, hvor forfatningsdomstolen med stemmerne fire mod fem afviste, at Trumps kontroversielle indrejseforbud mod primært muslimskdominerede lande går ud over præsidentens beføjelser.

»Så det er altid blevet set som meget vigtigt,« fortsatte Trump: »Nogle vil sige at det ud over krig og fred er det vigtigste.«

Det står allerede nu klart, at republikanere vil forsøge at få Trumps nominerede godkendt i senatet inden midtvejsvalgene til november.

Republikanere har lige nu et flertal på 51 stemmer i Senatet mod 49 og kan således i princippet gøre det uden at demokraterne har mulighed for at blokere. Selv om et republikansk senatsmedlem, John McCain, er syg, kan republikanerne stadig presse en godkendelse igennem, idet vicepræsident Mike Pence har mulighed for at vægte ind.

»Vi vil stemme om at godkende dommer Kennedys afløser i efteråret,« bekræftede senatets republikanske flertalsleder Mitch McConnell onsdag til kammeret.

Højesteretsdommer i USA har meddelt sin afgang

Dette har allerede udløst kritik fra demokraterne.

Under præsident Barack Obama blokerede netop Mitch McConnell for en godkendelseshøring af Obamas nominerede kandidat til USA’s forfatningsdomstol. McConnells begrundede det med, at der snart var valg, og at det burde vente til efter, at vælgerne havde sammensat et nyt flertal.

Dette var årsagen til, at Trump som en af sine første handlinger kunne udpege Neil Gorsuch som ny højesteretsdommer. En handling som Trump ofte har fremhævet som en af sine største successer.

Men derfor bør det også denne gang vente til efter midtvejsvalgene, sagde demokraternes mindretalsleder i Senatet, Chuck Schumer.

»Alt andet vil være hykleri,« fastslog han.

USA's nuværende ni højesteretsdommere. Anthony Kennedy sidder i forreste række nummer to fra venstre. Neil Gorsuch står bagerst til højre. Foto: AP/J. Scott Applewhite

Dette ventes dog ikke at finde lydhørhed i Det Hvide Hus. Trump har allerede en liste på 25 navne og har meddelt, at han i løbet af uger vil nominere en person fra denne liste.

Når Kennedy træder tilbage med udgangen af juli, har Senatet stadig god tid til at godkende hans afløser, hvilket vil servere en positiv nyhed for republikanere til deres vælgere forud for midtvejsvalgene.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
USA
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
Analyse
Annonce
Djævlens bro fører til fransk Catalonien
Det rødgule catalonske flag vajer både på Pyrenæernes nord- og sydside. Men mens de fleste har hørt om det spanske Catalonien, er det franske Catalonien mindre kendt. 
Se flere
Biler
Ejerne tjekker bilen bedre før syn
Regler, som betyder, at bilen bliver sendt til omsyn ved selv små fejl, har fået flere bilejere til at tjekke deres køretøj, lyder foreløbige meldinger fra Applus og FDM. Færdselsstyrelsen afventer flere erfaringer. 
Se flere
Bolig
Guide til fremtidens hygge-begreb: Med ikigai kan du give dit liv personlighed
Ikigai er en japansk livsvisdom, der handler om at søge mening med livet. Begrebet har eksisteret siden oldtiden, men er i dag ved at overgå hygge-begrebet. Her er nogle gode råd til, hvordan du selv kan bruge ikigai i indretningen. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her