Mindst 10 dræbt i skoleskyderi i Texas
Et skoleskyderi i Santa Fe, Texas, har kostet ti personer livet, bekræfter Texas guvernør. Gerningsmanden er anholdt, og der er fundet bomber i området.
Endnu et dødeligt masseskyderi har ramt en skole i USA.
Mindst 10 personer er blevet dræbt og yderligere 10 er såret i byen Santa Fe i Texas fredag morgen lokal tid, bekræfter Texas guvernør Greg Abbott.
I forbindelse med finkæmningen af skolen Santa Fe High School har politiet fundet et antal bomber på- og omkring campus-området, oplyser skoledistriktet Santa Fe ISD på Twitter. Sprængladningerne er i skrivende stund ved at blive uskadeliggjort af bombeeksperter.
»På grund af faren for sprængladninger skal beboere være opmærksomme på mistænkelige pakker og enhver anden genstand, som ser unormal ud,« lyder advarslen til lokalbefolkningen.
Den formodede gerningsmand er blevet anholdt og er ifølge CBS News en elev på skolen, der er blevet identificeret som den 17-årige Dimitrios Pagourtzis. En anden mistænkt, som politiet beskriver som »en person af interesse,« er tilbageholdt. Også han menes at være en elev på skolen.
Skyderiet begyndte fredag morgen kort før kl. 8.00 på Santa Fe High School syd for byen Houston i Texas. Attentatmanden var bevæbnet med en haglgevær og en 38 revolver, som tilhørte hans far, oplyser guvernør Abbott.
Flere sårede er bragt til behandling på nærliggende hospitaler. En læge oplyser til den lokale tv-station ABC13, at tre patienter ligger på operationsbordet på et lokalt sygehus. Et af skudofrene er under 18 år, tilføjer han.
En elev på skolen har fortalt til den lokale tv-station KTRK, at hun så gerningsmanden skyde en pige i foden.
Øjenvidnet tilføjer, at brandalarmen gik i gang på skolen omkring klokken 7.45 lokal tid, og at eleverne så forlod deres klasseværelser. Hun siger desuden, at flere elever mener at have hørt lyden af skud.
Skyderiet udløste en fuld såkaldt lockdown af skolen, hvor tv-billeder viste et stort opbud af politi og redningsmandskab på stedet.
Fra Det Hvide Hus udtalte præsident Donald Trump sig for kort tid siden om tragedien og sagde, at masseskyderier har stået på alt for længe i USA.
»Ulykkeligvis må jeg begynde med at udtrykke vores sorg over det dødelig skyder i på Santa Fe High School i Texas.«
»Dette har fundet sted for længe i vores land. For mange år. For mange årtier, nu,« sagde han.
Og Trump har ganske ret. Amerikanerne er desværre langt fra uvante med dødelige skyderier på deres skoler og universiteter. I februar begik den 19-årige Nikolas Jacob Cruz massedrab på Stoneman Douglas-gymnasiet i Parkland i Florida, hvor han dræbte 17 og sårede mindst 14 såret.
Massakren satte endnu en gang våbenkontrol til debat i USA, hvor særligt elever, der overlevede skyderiet, krævede handling og arrangede massedemonstrationer landet over.
Netop Trump luftede dengang ideen om at bevæbne udvalgte lærere med våben, så de kunne gå til modangreb, hvis en galning åbnede ild på deres skole.
Ifølge NGO’en gunviolencearchive.org, som indsamler data om skyderier i USA, har der allerede fundet 100 masseskyderier sted i 2018. Over 5.000 mennesker er blevet dræbt med skydevåben på landsplan.