Fortsæt til indhold
USA

Facebook samler også data fra personer, der ikke bruger Facebook

Zuckerberg bekræftede under høring, at Facebook samler massive mængder data. Brugeres følges også på nettet, når de ikke er logget ind.

SAN FRANCISCO – Facebook samler også informationer på folk, som ikke bruger Facebook.

Det indrømmede den sociale mediegigants chef, Mark Zuckerberg, under en høring i den amerikanske kongres onsdag.

Det er den anden dag i træk, hvor den 33-årige milliardær svarere på spørgsmål. Men sammenlignet med bygen af spørgsmål igennem en fem timer lang høring i Senatet tirsdag, kom medlemmerne af energi- og handelsudvalget i Repræsentanternes Hus med både skarpere og mere kritiske spørgsmål. Hovedparten var rettet mod, hvilke informationer Facebook indsamler og hvordan det sker. Samt hvad Facebooks gør for at give brugere kontrol og for at beskytte deres data.

Zuckerberg understregede, at informationer fra ikke-brugere primært indsamles af sikkerhedsgrunde. Facebook følger personer, der gentagne gange går ind på selskabets services, uden selv at være brugere, forklarede han.

»Og der er kun tale om offentlig tilgængelige informationer.«

Ben Lugan, et demokratisk medlem af Huset, der bragte emnet op, kritiserede, at disse borgere ikke kan få at vide, hvilke oplysninger Facebook har på dem, med mindre de opretter en konto.

Lugan fremhævede også, at Facebook i snit har 29.000 informationer på en gennemsnitlig bruger. Zuckerberg sagde, at han ikke var sikker på, hvad tallet var.

Men Facebookchefen indrømmede, at Facebook følger brugeres bevægelser på nettet, selv når de har logget af Facebook. Ifølge Zuckerberg sker det både af hensyn til sikkerhed, og for at kunne målrette reklamer bedre. Han påpegede, at det gør selskaber som Google også.

Kathy Castor, en demokrat fra Florida, lagde pres på ham til at fortælle omfanget af dette.

»Jeg tror, at vi har lavet en aftale med djævlen. Amerikanere kan ikke lide at blive manipuleret eller spioneret imod. Facebook har udviklet sig til et selskab, der sporer alle,« begyndte hun og spurgte, om Facebook samler informationer om, hvad folk køber.

»Hvis de deler det med os,« svarede Zuckerberg.

Astor påpegede, at Facebook har en patenteret app til at gøre dette arbejde for selskaber:

»I samler også data om medicinforbrug,« fortsatte hun.

»Ja, i nogen grad,« erkendte Zuckerberg.

Castor: »Hvad med data om, hvor folk fysisk befinder sig?«

»Folk vælger at dele meget data,« svarede Zuckerberg.

Castor: »Ja, det er den måde, som I primært får informationer på, men ikke den eneste måde. I køber også data fra datasælgere ikke?

»Vi meddelte for to uger siden, at det er vi holdt op med,« svarede Zuckerberg.

Mark Zuckerberg svarer på spørgsmål om brugersikkerhed og indsamling af data i energi- og handelsudvlaget i Repræsentanternes Hus. Foto: AP/Andrew Harnik

Flere kongresmedlemmer spurgte desuden ind til, om Facebook lytter med, når folk taler i telefon og kom med eksempler fra familiemedlemmer eller vælgere, som har oplevet at nævne et produkt i en telefonsamtale og kort efter se reklamer for dette på Facebook.

Dette nægtede Zuckerberg dog kategorisk. Hverken Facebook eller nogen selskaber, som han kender til, gør dette, sagde han og foreslog, at der snarere var tale om tilfældigheder eller resultater af websøgninger.

Dette er ikke usandsynligt ifølge denne artikel fra Wall Street Journal, som gennemgår, hvordan data om forbrugere bliver solgt og sporer og identificerer de enkelte borgeres interesser.

Zuckerberg understregede, at alle brugere har mulighed for at se, hvilke informationer Facebook har på dem og kan kontrollere, hvem deres data deles med. Senest har den sociale mediegigant lovet, at nye EU-regler for privat databeskyttelse, der træder i kraft i maj, og som Facebook tidligere var en stor modstander af, vil blive udrullet globalt. Zuckerberg satte dog ikke dato på, hvornår dette sker i USA.

Høringen er blevet udløst af skandalen om selskabet Cambridge Analytica, som fik adgang til informationer om 87 millioner Facebook-brugere og menes at have brugt disse til at målrette politiske kampagner, herunder Donald Trumps valgkampagne.

Dette skete ved, at 300.000 brugere sagde ja til at dele informationer med en app, som Facebook havde givet tilladelse til at få adgang. Forskeren bag app'en, solgte senere de indsamlede informationer til Cambridge Analytica, men også andre selskaber.

Facebook har givet titusinder eksterne app-udviklede en lignende adgang. Det har rejst spørgsmål om, hvorvidt andre selskaber også har solgt data videre. Det er Facebook i dag ikke i stand til at svare på, og selskabet har derfor iværksat en undersøgelse og har strammet op på sin brugerbeskyttelse.

Det har også rejst et større spørgsmål om, hvorvidt store tech-giganter er blevet for magtfulde og om de prioriteter databeskyttelse højt nok eller bør reguleres bedre. Flere kongresmedlemmer advarede Zuckerberg om, at de vil gribe ind, hvis Facebook ikke selv formår at rette op.

»Jeres brugeraftaler stinker,« sagde John Kennedy, en republikaner fra Louisiana, under høringen i Senatet tirsdag: Jeg ønsker ikke at stemme for at regulere Facebook, men ved Gud, jeg vil gøre det. Det afhænger af jer.«

Jan Schakowsky, en demokrat fra Illinois, læste en lang liste op med tidligere undskyldninger fra Zuckerberg.

»Dette er for mig bevis for, at selvregulering ikke virker,« sagde hun.