Fortsæt til indhold
USA

Zuckerbergs egne data blev også delt med analysefirma

Facebooks øverste chef var selv blandt de Facebook-brugere, hvis data blev delt med Cambridge Analytica.

SAN FRANCISCO – Facebooks øverste chef Mark Zuckerberg har selv fået sine personlige data solgt til Cambridge Analytica.

Det erkender den 33-årige tech-gigant onsdag ved en høring i energi- og handelsudvalget i Repræsentanternes Hus.

Indrømmelsen kom efter et spørgsmål fra Anna Eshoo, en demokrat fra Californien.

»Var dine personlige oplysninger inkluderer i Cambridge Analytica-lækket,« spurgte hun.

»Ja,« svarede Zuckerberg kort og kontant.

Afsløringen for en måned siden af, at selskabet Cambridge Analytica i 2015 fik adgang til informationer fra 87 millioner Facebook-brugere, har sat fokus på, om tech-industriens giganter har fået for meget magt og er villig til at tage de nødvendige skridt for at beskytte forbrugere.

Sagen har også kastet Facebook et globalt stormvejr og er årsagen til, at Zuckerberg i denne uge har stillet op til en række høringer i den amerikanske kongres.

Facebook begyndte tirsdag at informere alle de brugere, som er omfattet. Langt hovedparten fik delt deres informationer alene fordi en person i deres netværk sagde ja til dele info fra sig selv og personer, som de havde kontakt med på Facebook.

Sammenlagt svarede 300.000 Facebook-brugere på en quiz kaldet "dette er dit digitale liv," hvilket gav Cambridge-forskeren Aleksandr Kogan, mulighed for at høste oplysninger fra de 87 millioner brugere. Han solgte derefter informationerne til blandt andet Cambridge Analytica, som menes at have brugt dette til at at målrette valgkampen for præsident Donald Trump.

Kogan solgte ifølge Zuckerberg også informationerne til en håndfuld andre selskaber.

Trods dette var Facebook-chefen under høringen ikke villig til at sige, at Facebook vil sagsøge Kogan.

»Det er noget vi ser på. Vi har allerede forbudt ham adgang til Facebook,« sagde Zuckerberg:

»Men hvad angår Cambridge universitet, så var der en række researchere, som oprettede lignende apps, og vi må forstå, om der foregik noget skidt på Cambridge, som kræver stærkere handling.«

Facebook fik kendskab til sagen allerede i 2015, men lukkede sagen uden at informere brugere, efter at Cambridge Analytica lovede at slette informationerne.

»Det var klart en fejl,« indrømmede Zuckerberg under høringen tirsdag.

Papfigurer i virkelig størrelse af Facebookchef Mark Zuckerberg iklædt T-shirt med teksten "fiks Facebook" var tirsdag under den første høringsdag stillet op foran Kongressen. Foto: AP/Carolyn Kaster

Zuckerberg var tirsdag også igennem en fem timer lang høring ved en fælles session mellem rets- og handelsudvalget i Senatet.