Trump truer Californien med at fjerne grænsekontrollen: »Kriminaliteten vil eksplodere«
»Efter to måneder vil de bønfalde os om at komme tilbage.«
Donald Trump overvejer at trække immigrationsmyndigheder og grænsekontrol ud af den amerikanske stat Californien, fordi staten ifølge ham »er elendig til at holde ildegale immigranter ude.«
Det udtalte han ifølge flere internationale medier torsdag til et møde i Det Hvide Hus, der blev afholdt for at diskutere skoleskyderier og våbenlovgivning.
Præsidenten gav udtryk for, at han ikke mener, at USA får nogen hjælp fra Californien i kampen mod at holde illegale indvandrer ude, og at han overvejer at fjerne immigrationsmyndighederne, for at vise, hvad det ville medføre for staten.
»Ærligt talt, hvis jeg ønskede at fjerne vores folk fra Californien, ville man have en forbryderrede, som vi aldrig har set mage. Kriminaliteten ville eksplodere,« sagde han under mødet.
Ifølge Trump ville der ikke gå mere end to måneder, før Californien ville bønfalde ham om at få immigrationsmyndighederne tilbage.
I januar blev Californien udråbt som den første Sanctuary State i USA, hvilket betyder, at Californien ikke i alle tilfælde er tvunget til at samarbejde med Trump og de nationale immigrationsmyndigheder. Den lov blev indført af guvenøren i Californien for at beskytte immigranter imod Trumps udlændingestramninger.
Det er uvist, hvor alvorlig Trump var i sine udtalelser om at fjerne grænsekontrollen i Californien, men allerede fredag fortsatte han den hårde retorik på Twitter, da han igen slog et slag for en mur mellem USA og Mexico.
Han mener, at muren er nødvendig for at holde de bandemedlemmer ude, som immigrationsmyndighederne gang på gang smider ud af landet.
»MS-13 bandemedlemmer fjernes i tusindvis af vores gode grænse- og toldvagter, men disse mordere kommer tilbage fra El Salvador gennem Mexico som vand. El Salvador tager bare vores penge, og Mexico bør hjælpe mere med dette problem. Vi har brug for muren!« skrev han fredag på Twitter.
MS-13 bliver anset som en af verdens farligste bander, som har spredt sig fra El Salvador til USA. Det er bl.a. kriminelle fra MS-13, som Trump mener, at Californien burde være bedre til at holde ude af landet.
Californien er et af de vigtigste grænseområder i USA, og Trump-administrationen har sat flere midler af til at håndhæve de immigrationslove, som de ifølge lovgivningen faktisk kan håndhæve i staten.