Formodet skolemorder delte video med selvskade på Snapchat
Staten i Florida undersøgte i 2016 den dengang 18-årige Nikolas Cruz, men kom frem til, at han »ikke var til fare for at skade sig selv eller andre«.
Den formodede gerningsmand bag onsdagens skoleskyderi i det sydlige Florida var angiveligt en teenager med udfordringer.
Det viser en tre sider lang rapport fra statens Ministerium for Børn & Familier, som flere internationale medier har fået indsigt i, herunder Sun Sentinel og The Miami Herald.
Heraf fremgår det, at den 19-årige Nikolas Cruz ifølge sin adoptivmor, Lynda Cruz bl.a. var diagnosticeret med autisme, blev behandlet for depression, havde en adfærdsmæssig lidelse og tog medicin for ADHD.
Ifølge The Miami Herald modtog ministeriets misbrugs-hotline i 2016 en henvendelse om, at den dengang 18-årige Nikolas Cruz havde delt en video på det sociale medie Snapchat, hvor han udøvede selvskade på sig selv.
»Hr. Cruz skar i begge sine arme på Snapchat«, »Hr. Cruz har friske sår på begge sine arme«, og »Hr. Cruz har sagt, at han planlægger at købe en pistol«, lød det ifølge avisen i henvendelsen, som misbrugslinjen modtog i august 2016.
Cruz blev i første omgang angivet som et »potentielt offer« for medicinsk forsømmelse og utilstrækkeligt tilsyn. Samtidig blev hans adoptivmor udpeget som den »påståede gerningsmand«, hedder det i rapporten.
Derfor igangsatte man en undersøgelse, som strakte sig frem til 12. november 2016. Lynda Cruz fortalte efterforskerne, at hendes søns adfærd var forårsaget af et brud med en pige, som havde været ham utro, hedder det ifølge Sun Sentinel i rapporten.
Samtidig fortalte Lynda Cruz også, at hendes søn ikke ejede et skydevåben, og at hun havde konfiskeret hans luftgevær, fordi han ikke fulgte husreglerne om kun at skyde i »baghaven og efter skydeskiver«. Derudover kunne hun også berette om, at han havde tegnet »hadesymboler« på sine skoletaske, herunder bl.a. et Nazi-tegn.
Undersøgelsen konkluderede, at der var »nogle implikationer« i forhold til hans sikkerhed, men fastslog derudover, at Cruz fik tilstrækkelig støtte fra sin skole og pleje fra Henderson Mental Health, samt at hans mor ikke mishandlede ham.
Den samlede vurdering lød derfor, at Cruz »ikke var til fare for at skade sig selv eller andre«, lige som han var »for stabil til at blive indlagt«, fremgår det ifølge mediet af rapporten.
Fem måneder senere købte han ifølge Sun Sentinel en AR-15, som han efter alt at dømme anvendte under angrebet på Marjory Stoneman Douglas High School, som kostede 17 mennesker livet og sårede næsten ligeså mange.
I ugens løb er det kommet frem, at FBI godt en måned inden massakren modtog et tip om, at Cruz ejede våben, at han drømte om at slå mennesker ihjel, og at han opførte sig uberegneligt. FBI fulgte dog ikke op på henvendelsen, erkendte bureauet fredag.
Samtidig kom det også frem, at det amerikanske forbundspoliti seks måneder før skoleskyderiet modtog en henvendelse fra en anden borger om, at en bruger ved navn Nikolas Cruz havde efterladt en kommentar på YouTube.
»Jeg vil være professionel skoleskyder,« lød beskeden.
Efterforskningen ledte dog ikke til, at FBI fik lokaliseret personen bag kommentaren.