USA

Trump lovpriser nøglemedarbejder, som er beskyldt for hustruvold mod to ekskoner

Skandalen har ramt flere højtplacerede personer omkring præsidenten.

Trump sammen med Rob Porter (midt) i det ovale værelse i januar 2017. Trods beskyldningerne, priste Trump fredag sin tidligere nøglemedarbejder og fremhævede, at Porter har sagt, at beskyldningerne om hustruvold er falske. Foto: AP/Evan Vucci

SAN FRANCISCO - Beskyldninger om hustruvold begået af en nøglemedarbejder har i denne uge ramt Det Hvide Hus som en lavine, som nu truer flere højtplacerede personer omkring præsident Donald Trump.

Der bliver stillet spørgsmål om, hvornår Det Hvide Hus kendte til Rob Porters voldelige adfærd, og hvad det vidste, hvem der vidste det, og hvorfor det blev accepteret.

Porter gav angiveligt en ekskone et blåt øje. En anden ekskone søgte om et retsligt tilhold. Som konsekvens fik den 40-årige aldrig en permanent sikkerhedsgodkendelse, men det forhindrede ham ikke i at blive en af Trumps nærmeste medarbejdere.

Trods beskyldningerne, som nu har tvunget Porter fra sin stilling, priste Trump fredag den tidligere rådgiver.

»Vi ønsker ham alt godt. Jeg fandt ud af det for nyligt og var overrasket, men vi ønsker ham alt godt. Det er klart en hård tid for ham. Han gjorde et godt stykke arbejde i Det Hvide Hus, og vi håber, at han får en vidunderlig karriere,« lød det fra præsidenten i en kommentar fra det ovale værelse.

Trump fremhævede også, at Porter selv har sagt, at han er uskyldig.

»Det tror jeg, at I er nødt til at huske. Han sagde i går i klare vendinger, at han er uskyldig. Det må I tale med ham om. Men vi ønsker ham alt godt. Han gjorde et godt job, mens han var i Det Hvide Hus,« gentog præsidenten.

Trump nævnte ikke de to kvinder eller alvoren i hustrovold.

Sagen begyndte at rulle, da Colbie Holderness, ekskone nummer 1, udleverede et foto af sig selv til den britiske tabloidavis Daily Mail med et blåt øje, som hun sagde, at hendes eksmand havde givet hende. Siden har både hun og Jennie Willoughby, ekskone nummer 2, givet interviews til flere medier.

Før dette var Porter ikke en medarbejder, som var kendt i den brede offentlighed. Bortset fra en afsløring af en affære med Hope Hicks, kommunikationsdirektør i Det Hvide Hus en anden af Trumps nære medarbejdere, arbejdede han mest i kulissen.

Men det faktum, at Porter aldrig fik en permanent sikkerhedsgodkendelse, afslører, at nogen vidste noget og accepterede det.

Porter arbejdede tæt sammen med stabschef John Kelly, som tidligere – selv efter beskyldningerne var kommet frem - kaldte ham »en betroet medarbejder,« som han ikke »havde nok gode ting at sige om.«

Siden har Kelly ændret tone og kaldt anklagerne chokerende, men det har ikke fjernet spørgsmålene om moralen i toppen af Det Hvide Hus. Og der er rapporter om, at Trump er utilfreds med både Kelly og Hicks som følge af deres håndtering af sagen og den dårlige omtale, som sagen har udløst.

Rob Porter (th.) arbejdede tæt sammen med Det Hvide Hus' stabschef John Kelly. Foto: AP

Især Kelly ser svækket ud. Det er ikke de første negative overskrifter, som han har skabt. For et par uger siden sagde han, at præsidentens holdninger om en mur på grænsen til Mexico havde flyttet sig, hvilket Trump dagen efter benægtede. Og i denne uge indikerede Kelly, at unge udokumenterede migranter har været for dovne til at »lette røven« og søge om beskyttelse under det såkaldte Daca-program, selvom dette ligeså vel kan handle om, at de er bange for at komme i myndighedernes søgelys og blive deporteret.

Vanity Fair rapporterede torsdag, at Trumps datter og svigersøn, Ivanka Trump og Jared Kushner, er begyndt at diskutere en mulig afløser til Kelly.

Ifølge Vainfy Fair, er Trumps datter og svigersøn, Ivanka Trump og Jared Kushner, begyndt at diskutere mulige afløser til Det Hvide Hus' stabschef John Kelly. Foto: AP/Evan Vucci

Tilsvarende mener Trump ifølge CNN også, at Hicks, i denne sag plejede hendes egne interesser frem for hans i hendes håndtering af kontroversen med Porter.

Ifølge CBS informerede Porter allerede i januar sidste år Det Hvide Hus’s juridiske chef, Don McGahn om, at der var oplysninger fra hans ekshustruer, der kunne påvirke hans sikkerhedsgodkendelse.

McGahn bad ham afvente resultatet af FBI’s baggrundstjek. I juni sendte FBI en foreløbig redegørelse til Det Hvide Hus, der inkluderede beskyldningerne fra ekshustruerne.

I september blev Porter interviewet af FBI for anden gang om sagen. I november modtog McGahn et opkald fra Samantha Davis, en tidligere kæreste til Porter, som også nævnte beskyldningerne om fysisk vold fra ekskonerne.

McGahn informerede stabschef John Kelly om dette, men fremhævede samtidig, at beskyldningerne blev afvist af Porter. Og her har sagen så ligget, indtil Daily Mail publicerede billedet af Holderness med et blåt øje.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
Analyse
Annonce
Camping 2018: Fire spørgsmål om campingtendenser
Eksperten Anne-Vibeke Isaksen fortæller om aktuelle campingtendenser og viser vej til nogle af de mest specielle og spændende campingpladser, det er værd at besøge i Danmark og Europa i 2018. 
Se flere
Biler
Tænk dig godt om, før du køber en brugt dieselbil
Udbuddet af nyere brugte dieselbiler er pænt. Du skal helst gå efter en model med de nye Euro 6-motorer og dagligt køre motoren driftsvarm, for at det er en god idé, siger eksperter. 
Se flere
Viden
Epilepsi-medicin skader muligvis børns mentale udvikling
Børn af kvinder, der har taget det antiepileptiske lægemiddel valproat under graviditeten, klarer sig dårligere i skolen, viser en ny undersøgelse af knap 500.000 danske børn. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her