Trump om Kina: »Grebet på fersk gerning«
Donald Trump erklærer sig skuffet over Kina efter afsløring i sydkoreansk avis.
USA's præsident, Donald Trump er atter tyet til Twitter, efter en artikel i den sydkoreanske, engelskesprogede avis The Chosun Ilbo, hvor det tilsyneladende blev afsløret, at kinesiske skibe sælger olie til Nordkorea.
»Grebet på fersk gerning - meget skuffet over, at Kina tillader, at der kommer olie ind i Nordkorea. Der vil aldrig komme en fredelig løsning på Nordkorea-problemet, hvis dette bliver ved med at ske!,« skriver han på det sociale medie.
Sattelitbilleder frigivet fra det amerikanske finansministerium viser angiveligt, at kinesiske skibe ulovligt har solgt olie direkte til nordkoreanske fartøjer på åbent hav omkring 30 gange siden oktober.
Oliehandel fra skib til skib med Nordkorea har ikke været tilladt siden en FN-resolution, som blev indført mod Nordkorea i september.
En kilde fra den sydkoreanske regering siger til The Chosun Ilbo:
»Vi bliver nødt til at fokusere på det faktum, at den ulovlige handel begyndte efter FN's Sikkerhedsråds resolution fra september, som skar drastisk i Nordkoreas import af raffinerede olieprodukter.«
Kina har afvist, at der skulle foregå nogen form for oliesalg med Nordkorea, som bryder mod FN-sanktionerne, skriver Reuters.