Fortsæt til indhold
Mellemøsten

USA's farvel til tostatsløsningen er et signifikant brud med den internationale linje

USA vil ikke længere insistere på en tostatsløsning, oplyser en højstående embedsmand fra Det Hvide Hus.

Tirsdag oplyste en højstående embedsmand fra Det Hvide Hus, at man ikke længere vil insistere på en tostatsløsning mellem Israel og Palæstina. Det skriver Times tirsdag.

Udmeldingen er kommet i forbindelse med, at den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, gæster Washington onsdag til et officielt besøg med den amerikanske præsident, Donald Trump.

Netanyahu

Her ses Netanyahu ankomme til USA

Ifølge lektor og mellemøstekspert Jakob Egholm Feldt fra RUC er der tale om et signifikant brud med det internationale samfund i spørgsmålet om Israel-Palæstina konflikten.

»Det er det samme, som at lægge 50-60 års anerkendelse af palæstinensernes ret til deres eget land ned.«

Det internationale samfund vedtog i 1947, at der skulle være to stater i området, hvor Israel og Palæstina ligger. Imidlertid blev kun den jødiske stat oprettet.

Den palæstinensiske stat har hele tiden været et uindfriede løfte fra det internationale samfund.

»Når man så fra amerikansk side siger, at man ikke længere går ind for en tostatsløsning, så har man de facto gået væk fra det internationale spor, der har været vedtaget i FN siden november 1947, og det er selvfølgelig et signifikant brud med den internationale konsensus uanset, hvem man holder med i Israel-Palæstina konflikten,« siger Jakob Egholm Feldt.

Udmelding er tæt på virkeligheden

USA’s nye udmeldinger, i forhold tostatsløsningen, er i tråd med virkeligheden ifølge Jakob Egholm Feldt.

»Jerusalem er Israels hovedstad, og har været det i mange år, og det ændrer sig ikke foreløbigt. En tostatsløsning i forhold til facts on the ground ser utrolig vanskelig ud, idet at det palæstinensiske selvstyre ikke kan køre selv og er fuldstændig gennemhullet af bosættelser og israelere,« siger han.

Derfor betegner Jakob Egholm Feldt tostatsløsningen, som det internationale samfund går ind for, i høj grad som en teoretisk øvelse, der ikke på nuværende tidspunkt er realistisk.

Et brud med Oslo-processen

I 1993 anerkendte israelere og palæstinensere for første gang hinandens ret til at eksistere som selvstændige stater, og parterne blev enige om en tostatsløsning på trods af stor hjemlig modstand fra begge parter imod aftalen.

Ifølge Feldt var især Netanyahu en stor modstander af aftalen.

»Den største opponent mod det (tostatsløsningen, red.) var Benjamin Netanyahu, og nu har han så været premiereminister igennem utrolig mange år i forskellige regeringer, og nu kan man godt sige, at han er ved at få sin historiske modstand mod tostatsløsningen sat igennem,” udtaler han.

Imens det lader til, at Netanyahu vil få sin vilje, så kan konsekvenserne af de nye udmeldinger fra Det Hvide Hus betyde mere vold og terror ifølge lektor og mellemøstekspert Søren Schmidt fra Aalborg Universitet.

»Det betyder, at der vil komme langt mere vold. Der vil komme langt mere terror. Det vil blive dårligt for alle parter, og det vil også påvirke Europa. Vi vil også blive påvirket af det, og jeg tror, at Europa vil reagere meget negativt over for det her,« udtaler Schmidt.

Danmark støtter officielt Oslo-aftalen om en tostatsløsningen. Det har ikke været muligt at få en reaktion på USA’s nye holdning til tostatsløsningen fra udenrigsminister, Anders Samuelsen (LA).