Skal Mellemøsten sejle sin egen sø?

"Det minder mest af alt om Middelalderen," siger en ekspert om kaosset i Mellemøsten.

Artiklens øverste billede
Kristne i Irak er blevet drevet på flugt af den jihadistiske gruppe IS, som ønsker et kalifat i Syrien og Irak.

Det er den nye Trediveårskrig.

Sådan lyder påstanden om den - og de - aktuelle konflikter, som præger Mellemøsten.

Ordene kommer fra formanden for det amerikanske Council of Foreign Relations, Richard Haass, som i en kommentar sammenligner situationen med den blodige krig, som hærgede Europa i 1600-tallet.

Det samme siger den libanesiske professor Hilal Khashan til Politiken. Han mener, at konflikten, ligesom Trediveårskrigen førte til de sekulære stater, kan ende med en reform af islam.

"Dette er en nødvendig kamp, og omverdenen kan ikke hjælpe. Kun forsinke processen," siger han til avisen.

Nogenlunde samme melding kommer fra Haass:

"Politikere må anerkende deres grænser. Indtil videre og inden for en overskuelig fremtid - indtil en ny, lokal orden opstår eller udmattelsen sætter ind - vil Mellemøsten i højere grad være en situation, der skal styres end et problem, der skal løses."

Bruger historien til at forstå det svære

Udgangspunktet for Trediveårskrigen var konflikten mellem katolikkerne og protestanterne, men det udviklede sig til en krig mellem hele Europas stormagter.

Krigen blev afsluttet i 1648 med Den Westfalske Fred, som gav de territorialt velafgrænsede stater den suverænitet, der tidligere havde ligget hos paven eller hertugerne.

Samtidig opstod nye grænser og nationalstater.

"Når man skal forstå noget, der er svært, prøver man at lave historiske analogier. Under de arabiske revolter i 2011 talte nogle om, at det var ligesom Østeuropa i 1989, mens andre talte om revolutionen i Iran i 1979. Nogle sagde, at det var som 1848, hvor der var store opstande i Europa, som i første omgang ikke førte til nogen ændringer. Så kom der borgerkrig i Syrien, hvorefter analogien var 1950'erne, hvor Syrien var en svag stat, som blev arena for andre magters rivalisering. Og nu er vi så nået til Trediveårskrigen," konstaterer lektor og Mellemøsten-ekspert Morten Valbjørn fra Aarhus Universitet.

Mere Middelalder end guldalder

Han er dog ikke enig i sammenligningen.

"Man kan sige, at det, der foregår i Mellemøsten lige nu og formentlig kommer til at fortsætte, mest af alt minder om Middelalderen, hvor regionspolitik og indenrigspolitik er blandet så meget sammen, at den territoriale grænse bliver porøs," siger lektor og Mellemøsten-ekspert Morten Valbjørn fra Aarhus Universitet.

Lars Bangert Struwe, som forsker ved Københavns Universitets Center for Militære Studier har heller ikke den store fidus til analogien til Trediveårskrigen.

"Det, der ikke ser ud til at ske, er afslutningen på Trediveårskrigen, hvor man besluttede, at staterne ikke måtte blande sig i andre landes affærer, samtidig ser vi, modsat Trediveårskrigen, at konflikten er gået fra at være politisk til at blive religiøs," siger han.

Begge er de enige om, at den nuværende konflikt kommer til at vare adskillige år.

Kortvarig jubel

Da det såkaldte Arabiske Forår skabte en revolutionsbølge over store dele af Mellemøsten og Nordafrika i 2011, vakte det håbet om, at demokratiet for alvor ville gøre sit indtog i regionen.

Men tre år senere har Egypten atter militærstyre, og lande som Syrien, Libyen og Irak nærmer sig betegnelsen fallerede stater.

Samtidig har de seneste uger budt på en opblussen af konflikten mellem Israel og palæstinenserne, og i weekenden tydede noget også på, at også Libanon kan blive trukket ind i uroen.

Således blev mindst 100 syriske flygtninge dræbt, da væbnede jihadister fra Syrien erobrede en politistation i den libanesiske grænseby Arsal i weekenden.

Endelig vinder den militante, islamistiske, sunnimuslimske gruppe Den Islamiske Stat stadigt større indpas i Irak i forsøget på at indføre et kalifat i dele af Irak og Syrien. Målet er dog hele den muslimske verden, og den 29. juni blev etableringen af ​​et nyt kalifat annonceret med Abu Bakr al-Baghdadi som kalif.

Bør man blande sig eller ej?

Men bør Mellemøsten blive overladt til sin egen skæbne?

"Jeg er splittet. På den ene side ved jeg ikke, hvad man skulle gøre. Der er grænser for, hvad eksterne magter kan, selv USA virker til at have indset, at der er grænser, for hvilken forskel man kan gøre. Men det betyder ikke, at man bare skal stå til. Jeg ved ikke, om det er etisk forsvarligt, at vi er tilskuere til en total opløsning af Mellemøsten. Samtidig er det ikke nødvendigvis i Europas interesse at lade dem klare tingene selv, for en endnu større destabilisering af regionen vil bl.a. føre til større flygtningestrømme, det vil påvirke den internationale økonomi, og så kan en række fallerede stater blive "safehavens" for terrorister," lyder det fra Morten Valbjørn.

Lars Bangert-Struwe mener, at det internationale samfund har tøvet for længe.

"Jeg er ikke så bekymret for den israelske-palæstinensiske konfliikt. De skal nok få den forhandlet på plads på et eller andet tidspunkt. Jeg er langt mere bekymret over Syrien og Irak, for der fødes individer, der ønsker at kæmpe for en højere politisk sag, der går over statsniveau, og som med alle midler, herunder deres egen død, er klar til at gøre et forsøg på en forandring af hele verden. Kalifattanken er en verdensomspændende tanke, som jeg læser den, og det er ikke bare noget, som holder sig til lokalområdet," siger han, som kalder sig en pessimist på Mellemøstens vegne.

Der skal forhandles uden om IS

"Jeg ser ikke nogen stater tage føringen på det her i et forsøg på at stoppe konflikten, hverken USA, Saudi Arabien, EU, FN eller Den Arabiske Liga. Hvis man skal noget i Syrien og Irak, så er det at tilbyde alle andre end IS en forhandlingsløsning. For lige nu får IS støtte fra f.eks. lokale stammer, der føler sig undertrykt af det eksisterende styre i Irak, men hvis styret kan levere en repræsentation til de eksisterende stammenetværk, ville IS have det meget sværere."

Spørger man Morten Valbjørn nævner han Syrien, Irak og Libyen, som lande der er mere eller mindre håbløse de næste mange år, mens han kalder det "imponerende, at Libanon ikke er brudt i brand endnu."

"Der er sket store forandringer i regionen, men det er endnu meget åbent, hvor de ender henne."

Noget tyder dog på, at USA dog ikke er villig til at stå helt til. Natten til fredag annoncerede præsident Barack Obama, at USA er parat til at gennemføre begrænsede "målrettede" luftangreb mod IS i Irak.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.