Fortsæt til indhold
Mellemøsten

Israel dræber Islamisk Jihad-leder

Israelske soldater har dræbt lederen af Islamisk Jihads militære gren på Vestbredden under en razzia før daggry, meddeler den islamistiske gruppe og palæstinensiske hospitalskilder.

Ritzau/AP

Tre civile palæstinensere mistede få timer derpå livet ved et israelsk luftangreb i Gazastriben.

Den 40-årige Jihad-leder Walid Obeidi blev dræbt under heftige skudkampe i landsbyen Qabatiya nær byen Jenin, som brød ud mellem militante fra Islamisk Jihad og israelske soldater, efter at disse var rykket ind i landsbyen i ly af mørket. Obeidis to livvagter meldes såret og anholdt af israelerne.

Israels hær bekræfter aktionen, men siger, at soldaterne kun var ude på at anholde Obeidi. Da denne nægtede at følge med, kom det ifølge hæren til de dødelige skudvekslinger.

Israelske soldater rykker så godt som hvert nat ind i byer på Vestbredden på jagt efter militante palæstinensere.