Libanons nye regering godkendt - også af svækket Hizbollah
Libanons politiske landskab er vendt på hovedet, siden Hizbollah har lidt store tab i krigen mod Israel.
Med opbakning fra 95 ud af 128 parlamentsmedlemmer har Libanons nye regering onsdag vundet en tillidsafstemning.
Afstemningen i parlamentet fandt sted, efter at den nye premierminister, Nawaf Salam, havde holdt en tale, hvor han lovede at arbejde for økonomiske og finansielle reformer.
Han siger også, at han vil indlede forhandlinger med Den Internationale Valutafond (IMF).
Dagen inden havde den Iran-støttede Hizbollah-bevægelse - der både er et politisk parti og en milits - givet sin støtte til den nye regering.
Det skete i en tale holdt af det fremtrædende Hizbollah-parlamentsmedlem Mohammed Raad.
Libanons politiske landskab er blevet vendt på hovedet, siden Hizbollah, der længe har været en magtfaktor i libanesisk politik, led store tab i sidste års krig mod Israel.
Onsdag rettede Israel nye luftangreb mod Hizbollah. Et ”betydningsfuldt” militant medlem af Hizbollah blev dræbt, meddeler Israels militær.
Ændringen i Libanons politiske liv ses blandt andet i, at den nye regerings politiske erklæring ikke er præget af det sprog, der tidligere blev brugt, og som blev opfattet som en legitimering af Hizbollahs rolle i forsvaret af Libanon.
- Vi vil arbejde på at fjerne Libanon fra gråzonen og indlede forhandlinger med Den Internationale Valutafond, sagde Salam til parlamentet inden afstemningen.
Libanon har befundet sig i dyb økonomisk krise siden 2019, da landets finansielle system kollapsede på grund af en massiv statsgæld.
Det førte til en statslig betalingsstandsning i 2020 og betød, at almindelige mennesker ikke kunne hæve deres penge i landets banker.
I stedet måtte de se til, at deres opsparinger blev mindre værd, i takt med at Libanons valuta styrtdykkede.
Libanon dannede en ny regering den 8. februar, efter en usædvanligt direkte amerikansk indblanding.