Fortsæt til indhold
Mellemøsten

Røde Halvmåne: Israelske luftangreb på sikker zone dræber og sårer mange

20 til 30 meldes dræbt i teltlejr Gaza, og snesevis er såret. Området var udpeget som sikker Israel.

/ritzau/AFP

Israelske luftangreb søndag på et sted uden for Rafah i Gaza, som Israel selv har erklæret et humanitært område, har dræbt og såret mange. Det oplyser hjælpeorganisationen Røde Halvmåne.

På mediet X skriver organisationen, at angrebet var rettet mod et teltområde, hvor fordrevne har søgt tilflugt. Røde Halvmåne er søsterorganisation til Røde Kors.

Angrebet skete nordvest fra Rafah nær FN’s hovedkvarter, skriver Røde Halvmåne.

En repræsentant for en redningstjeneste siger til nyhedsbureauet Reuters, at mindst 20 er dræbt og snesevis såret.

Det regerende Hamas i Gaza siger ifølge sin pressetjeneste, at mindst 30 palæstinensere er dræbt.

En lægekilde fortæller, at man fortsat er i gang med at fastslå, hvor mange der er dræbt i Tal-Al-Sultan-lejren.

Snesevis er kommet til skade af de brande, der opstod efter det israelske angreb.

Israel har udråbt såkaldte humanitære zoner, hvor Gazas 2,3 millioner indbyggere kan søge tilflugt. Det har under den mere end halve år lange krig ført til store strømme af mennesker på flugt - og med kurs mod de humanitære zoner.

Israel har ikke kommenteret søndagens angreb.

Tidligere på dagen affyrede Hamas fra Gaza raketter mod den israelske storby Tel Aviv. Det var første gang i flere måneder.