Trump kritiserede Obama for at afsløre sin hånd om Syrien - nu gør præsidenten det samme
Alle muligheder er stadig på bordet, siger Det Hvide Hus' talskvinde om præsidentens varsling om et missilangreb mod Syrien.
SAN FRANCISCO - Da præsident Donald Trump onsdag morgen advarede om, at USA vil ramme Syrien med missiler, var det opsigtvækkende, ikke kun fordi sådanne meddelelser sjældent tidligere er blevet kommet via Twitter.
Beskeden afslørede også, hvad Trump planlægger at gøre, hvilket præcist var det, som præsidenten kritiserede sin forgænger, Barack Obama, for at gøre.
»Hvorfor bliver vi ved med at melde ud, hvornår vi vil angribe Syrien. Hvorfor kan vi ikke være stille omkring det, og hvis vi overhovedet angriber, tage dem på sengen,« skrev Trump i et tweet i 2013.
I et andet tweet skrev han:
»I krig er overraskelse så vigtigt. Hvad fanden laver Obama.«
Han opfordrede også Obama til »for helvede« at blive ude af Syrien. Landets leder, Bashar al-Assad, havde på det tidspunkt netop brugt kemiske våben, hvilket Obama havde advaret om var en ”rød linje” og ville få USA til at reagere.
Med tweetet onsdag morgen afslørede Trump også, at han planlægger at bruge »nye og intelligente missiler.«
Det giver ifølge CNN’s forsvarskorrespondent, Barbara Starr, Rusland en klar indikation om, at USA vil bruge Tomahawk-missiler, der vil blive affyret fra Middelhavsområdet.
»Efter i årevis at have sagt, at han er en mand, som ikke afslører sin hånd, er det præcis det, som præsidenten har gjort. Han har givet russerne en ide om, hvor de skal fokusere deres antiluftskyts,« sagde hun i en henvisning til, at Rusland har sagt, at de vil skyde alle indkomne missiler ned.
Talskvinde i Det Hvide Hus Sarah Sanders afviste dog onsdag, at præsidenten har lagt sig fast på et missilangreb.
»Det er en mulighed, men det er ikke den eneste mulighed eller det eneste, som præsidenten vil gøre eller ikke vil gøre,« sagde hun.
»Han har bestemt heller ikke udmeldt et tidspunkt, hvilket ville afsløre hans hånd,« fortsatte hun.
En kort udtalelse fra forsvarsminister James Mattis indikerede også, at intet er afgjort endnu.
»Vi står parat til at levere militære mulighed til det, som præsidenten beslutter,« sagde han