Fortsæt til indhold
Europa

Ingen fik skylden for Estonias forlis

Natten til i dag markerer 15 årsdagen for færgen Estonias forlis i Østersøen.

I nat for 15 år siden rasede et kraftigt stormvejr over Østersøen. I de voldsomme bølger og den isnende vind kæmpede 989 passagerer for livet. Kun 137 vandt kampen mod havet og bølgerne.

Sank på under en time

Den 27. september 1994 stævnede kaptajn Arvo Andresson ud fra Tallinn med færgen Estonia på vej mod Stokholm. Fem en halv time efter at skibet forlod havnen i Tallinn, sank det med sin kaptajn ombord.

Den internationale havarikommission fastslog bagefter, at forliset skyldtes skader på bovporten, forårsaget af de kraftige bølger. Ifølge kommissionen rev bovporten og rampen til bildækket sig løs af skibet, og vandet oversvømmede herefter færgens bildæk. Vandmasserne fik færgen til at kæntre, og natten til den 28. september omkring klokken 01.58 sank færgen.

Ifølge havarikommissionens rapport tog det kun Estonia lidt over 50 minutter at synke, fra bovporten rev sig løs.

Af de 989 personer ombord overlevede 137. Det er kun 14 procent af de ombordværende. Da Titanic sank i 1912 overlevede flere end 30 procent.

Ansvaret forsvandt

Havarikommissionen fandt, at hængslerne på skibets bovport var underdimensionerede, og det var årsagen til, at porten knækkede af. Alligevel blev der hverken lagt ansvar over på værftet, der dimensionerede dem, eller de svenske søfartsmyndigheder, som havde erklæret skibet sødygtigt.

Kommissionen rettede heller ikke kritik af kaptajnen, der som den eneste den nat på Østersøen i hårdt vejr ikke satte farten ned. Estonia gik med høj fart op imod en hård sø for at holde fartplanen, og det var medvirkende til, at færgen sank så hurtigt, konkluderede havarikommissionen.

Efter krav fra den svenske rigsdag blev der gennemført endnu en undersøgelse af forliset i 2005. Rapporten fra denne undersøgelse bekræftede konklusionen fra den oprindelige havarikommission, skriver aftonbladet.se.