Kandidat: EU-Parlamentet kan blive dybt splittet
De EU-skeptiske partiers fremgang kan få konsekvenser i parlamentet, advarer en irsk politiker.
Den irske politiker Eamon Ryan fra partiet Green Party er bekymret for, om de EU-skeptiske partiers mulige fremgang til Europa-Parlamentsvalget kan føre til splittelse i parlamentet.
Det skriver Irish Times på baggrund af Eamon Ryans udtalelser ved partiets kampagnestart i Berlin.
"Parlamentet kan blive delt mellem de almindelige partier, som holder sig til status quo, og nye politiske grupper, hvis eneste mål er at splitte tingene ad," advarer den irske politiker.
Green Party går bl.a. til EP-valg på at nedbringe mængden af drivhusgasser samt at drive væksten i Europa ved at tage øget hensyn til miljø og bæredygtighed. Ifølge Eamon Ryan er visse dele af EU blevet svækket af de "stærke nationale interesser". Derfor er der behov for øget samarbejde, mener det grønne parti.
Europa holder ikke til det
Som løsning på problemet foreslår Eamon Ryan og resten af Green Party at ændre EU's økonomiske model, så den også tilgodeser landene i periferien af EU-samarbejdet, som Irland hører under.
Samtidig luftede Ryan den holdning, at "hvis ikke der sker markante forandringer, vil midten af Europa ikke kunne holde".
Eamon Ryans advarsel kommer, få uger efter at franskmanden Marine Le Pen udtalte, at hun ville danne en ny gruppe af nationalistiske højrefløjspartier i EU-Parlamentet.
Hvis Marine Le Pen og hendes parti, det nationalistiske Front National, får det gode valg til Europa-Parlamentet, som der er lagt op til, ser det ud til, at missionen kan lykkes.
Flere partier i gruppen
Front National ligger i forhandlinger med hollandske Geert Wilders Frihedsparti, østrigske FPÖ, belgiske Vlaams Belang, Det litauiske parti Orden og Retfærdighed, Sverigedemokraterne og Lega Nord fra Italien om at danne denne gruppering.
Gruppen vil ifølge Reuters bruge sine sæder i parlamentet på at kæmpe for "mindre EU".
Også i Danmark ser det ud til, at EU-kritiske Dansk Folkeparti får et fantastisk Europa-Parlamentsvalg. I en nylig meningsmåling fra Epinion, som DR har offentliggjort, får DF 25 pct. af stemmerne til valget den 25. maj. Det er flere stemmer end både Socialdemokraterne og Venstre.
"EU må reformeres og reduceres til et samarbejde i en strukturel form, som europæerne kan leve med," skrev Dansk Folkepartis spidskandidat, Morten Messerschmidt, i weekenden på sin Facebook-profil.