Fortsæt til indhold
Europa

Var svensk brystvittighed sexisme eller en harmløs spøg?

»Der er noget sygt i samfundet, hvis folk synes, at det er noget stort,« skrev han og røg på porten.

»Bryster beviser, at mænd kan fokusere på to ting på én gang.«

Sådan lød den vittighed, som har skabt debat i visse svenske kredse.

Ordene blev postet på Instagram af den svenske tv-personlighed Paolo Roberto den 27. februar, uden at det afstedkom det store. Først da vittigheden blev taget op på den svenske Kanal 5’s program ”Breaking news med Filip och Fredrik” den 8. marts - kvindernes internationale kampdag - skete der noget.

I studiet sad talsperson for partiet Feministisk initiativ Gudrun Schyman, som skulle forholde sig til indlægget under temaet sexisme, og hun var ikke glad.

»Det er sexisme. Det er præcis, hvad det er. Det er jo rent ud sagt håbløst, at man lægger sådan noget ud,« sagde hun ifølge Göteborgs-Posten.

Schyman mente desuden, at det blev endnu værre af, at andre mænd lo af det i kommentarfeltet.

Men i partiets ungdomsorganisation, Unge Feminister, sad én, som ikke kunne se problemet. Og Abdirahman Mohammed Ahmed, som indtil for nylig var sekretær i landsbestyrelsen, valgte at skrive et debatindlæg til SVT om det.

»Som jeg ser det, er der noget sygt i samfundet, når folk synes, at det her er en ”stor ting”. Et såkaldt ”ilandsproblem”. Nogen spøger lidt, og alle bliver oprørte, mens kvinder rundt om i verden rammes af voldtægt eller kønslemlæstelse,« lød det.

Og:

»Sverige står for en forøgelse af æresrelateret vold, samtidig med at flere kvinder fortæller, at de ikke tør gå ud om aftenen. I stedet for at fokusere på disse virkelige problemer, vælger medierne og fremtrædende kulturpersoner at starte en krig om en brystspøg.«

Men det faldt ikke i god jord hos Unge Feminister, hvor bestyrelsen som ville have ham til at trække indlægget tilbage. Da han nægtede, lød svaret ifølge en korrespondance, som Ahmed har udleveret til SVT:

»Hvis det er sådan, du har det, så er det nok bedst, at vi går hver vores vej.«

Abdirahman Mohammed Ahmed er ikke længere med i Unge Feminister, men ifølge bestyrelsens opfattelse har han selv valgt at gå.

»Vi vender os mod sexisme i alle former. Alle skal være trygge i det offentlige rum. Vi ser meget alvorligt på sexistiske vittigheder. Det er altså ikke noget, som vi tager let på. Hvis han ikke er enig i de generelle problemer for de strukturelle problemer, som findes i samfundet, så er Unge Feminister måske ikke det rette forum for ham,« siger Hedda Tingskog fra organisationens bestyrelse til SVT.

Manden, som startede hele dramaet, Paolo Roberto, siger til Expressen, at vittigheden var rettet mod mænd og ikke kvinder.

»Når Gudrun Schyman ser det her, bruger hun ord som ”frygteligt”. Det er ikke frygteligt, det er en vittighed. Det, som er frygteligt, er, at kvinder bliver voldtaget eller udsat for seksuel chikane eller er bange for at gå ud om aftenen.«