EU-chef: Redningsarbejdet i Middelhavet hjælper smuglerne
Migranterne reddes tættere og tættere på den libyske kyst, og de eneste vindere er smuglerne.
For et år siden blev den såkaldte Balkan-rute lukket efter en studehandel mellem EU og Tyrkiet. Ruten var i løbet af kort tid blevet brugt af over en million immigranter fra hele verden som springbræt til Europa, og derfor forudsagde eksperter, at immigranter og smuglere hurtigt ville finde andre veje.
Lukningen betød, at 180.000 sidste år tog den velkendte rute over Middelhavet, der også de første måneder af 2017 har oplevet massiv aktivitet – ikke kun af synkefærdige smuglerskuder men også frivillige redningsbåde. Og netop redningsbådene har nu fået chefen for EU’s grænseagentur, Frontex, til at gå ud med en kritik:
»Det her (redningsarbejdet, red.) betyder, at smuglerne tvinger endnu flere immigranter end tidligere om bord på de usødygtige både uden nok vand og brændstof,« siger chefen Fabrice Leggeri til Welt.
Alle på vandet har en pligt til at redde mennesker i nød, men han vil gerne undgå en situation, hvor »organisationerne understøtter de kriminelle netværk og smuglerne i Libyen, fordi de samler migranterne op tættere og tættere på den libyske kyst.«
Fabrice Leggeri siger, at mindst 40 pct. af redningsaktionerne nu udføres at frivillige organisationer som hollandske Lifeboat Project og tyske Sea Watch. Dét er et problem, fordi de er dårlige til at samarbejde med de europæiske sikkerhedsmyndigheder, og derfor besværliggør arbejdet med at finde frem til smugler-bagmændene.
Lige nu bor hundredetusinder af immigranter i Libyen, og Fabrice Leggeri forventer at endnu flere i år vil forsøge at krydse Middelhavet. Sidste år druknede over 5.000 mennesker ifølge FN på vej mod Europa, en stigning på 33 pct. i forhold til året før. Begge tal viser med al tydelighed, at der er brug for at finde en løsning.
Selv peger Fabrice Leggeri på Spanien, der effektivt fik lukket trafikken fra Afrika til De Kanariske Øer, da de begyndte at sejle immigranterne tilbage til Afrika:
»Ruten blev praktisk talt lukket ned, da chancen for at nå De Kanariske Øer og dermed Europa, forsvandt,« siger han til Welt.