Tysk minister vil give radikaliserede fodlænke på - også uden dom
Den tyske justitsminister foreslår at give fodlænke til personer, der frygtes at ville begå terror.
Myndighederne havde haft Anis Amri i kikkerten igennem et stykke tid.
Manden, som mejede 11 personer ned med en lastbil på et julemarked i Berlin, var således at finde på en liste over personer, som udgør en potentiel trussel mod den offentlige sikkerhed. Men beviserne mod ham var så mangelfulde, at politiet droppede overvågningen af ham.
Nu foreslår den tyske justitsminister Heiko Maas (SPD), at man sætter hårdere ind mod de potentielle forbrydere. I første omgang kom han med et lovforslag om at iføre dømte ekstremister fodlænke efter afsoningen af deres dom.
Der skulle være tale om personer, som er blevet dømt for terrorplanlægning, terrorfinansiering eller for at have støttet en terrororganisation. Men nu åbner han også op for at sætte fodlænke på ekstremister uden en dom.
Det siger ministeren ifølge flere tyske medier.
Han bakkes op af partikollegaen og ministerpræsidenten i Brandenburg, Dietmar Woidke, som siger til Tagesspigel, at SPD op til forbundsdagsvalget bør have større fokus på landets sikkerhed.
»Vi må ikke forveksle humanitet med naivitet!,« lyder det.
Tunesiske Anis Amri havde fået afvist sin asylansøgning og stod til at skulle forlade Tyskland, men i Tunesien afviste man at udstede de korrekte identitetspapirer. Det skete først, efter at Anis Amri havde kørt lastbilen igennem menneskemængden i Berlin.
Men fremover skal man kunne frihedsberøve afviste asylansøgere, der vurderes at udgøre en risiko, i op til 18 måneder, eller indtil oprindelseslandet vil tage imod personerne, mener Haiko Maas.
Indenrigsminister Thomas De Maizière (CDU) og Heiko Maas mødes i denne uge for at diskutere konsekvenserne af terrorangrebet den 19. december.
De Maizière har allerede tidligere nævnt, at afviste asylsøgere skal kunne tilbageholdes i såkaldte udrejsecentre de sidste dage eller uger, før de bliver sendt hjem.