Derfor blev 23-årig pakistaner løsladt i Berlin-terrorsag
I første omgang lød det, at et vidne havde forfulgt den mistænkte hele vejen ind i en park.
Det var historien om en helt, der førte politiet til terroristen.
Et vidne, som ringede til politiet og fortalte, at han var fulgt efter den mand, som netop havde kørt en lastbil igennem menneskemængden ved et julemarked i Berlin.
Vidnet havde set manden forlade lastbilens førerhus efter gerningen, som efterlod 12 mennesker døde, og var altså sat efter ham. Det betød, at politiet ikke længe efter kunne anholde en 23-årig pakistaner tæt Siegessäule (Sejrssøjlen) ved Tiergarten, Berlins næststørste park.
Myndighederne var så overbeviste om, at de havde fat i den rigtige mand, at også indenrigsminister Thomas De Maiziére bekræftede, at man mistænkte 23-årig pakistaner, som var rejst ind i landet som asylsøger den 31. december 2015.
Men få timer efter var der kommet alvorlig tvivl hos politiet, som nu begyndte at ytre sig med langt flere forbehold, ikke mindst fordi manden nægtede sig skyldig.
Og tirsdag aften blev han løsladt, da også de retsmedicinske undersøgelser ikke beviste, at han havde været i lastbilens førerhus.
Siden er det kommet frem, at vidnet nok så en mand stikke af fra gerningsstedet og havde fulgt efter, men der var ikke gået længe, før den mistænkte var sluppet ud af syne. Da politiet endelig pågreb manden, skete det således på baggrund af et vagt signalement, skriver nyhedsbureauet dpa.
På passagersædet i den polsk registrerede lastbil fandt man liget af den 37-årige polske lastbilchauffør. Han var både blevet stukket gentagne gange med en kniv samt skudt.
Men politiet fandt intet krudtslam på den da mistænkte, og våbnet er heller ikke fundet endnu.
Flere tyske medier, blandt dem dpa, erfarer desuden, at man fandt blodigt tøj i førerkabinen, men den anholdte havde ingen spor af blod på sig.
Formanden for politiforbundet BDK André Schulz mener dog ikke, at tirsdagens tilbageslag vil betyde det store.
»Jeg er forholdsvis sikker på, at vi måske allerede i morgen eller i den nære fremtid kan præsentere en ny mistænkt,« sagde han tirsdag aften på ZDF.
Han ville ikke komme nærmere ind på, hvad han baserede sit udsagn på, men sagde kun »vi har mange muligheder for at finde personen.«
Terrorgruppen Islamisk Stat (IS) har hævdet at have ansvaret for angrebet, som skete mandag aften kl. 20 på julemarkedet ved Gedächtniskirken i det vestlige Berlin. Foruden de dræbte blev 48 såret.
Det er dog ikke første gang, at IS har påtaget sig ansvaret for gerninger, uden at der har været beviser på det.