Fortsæt til indhold
Europa

Udenrigsminister: Tyrkiet bruger samme metoder som naziststyret

Ét ord præger Tyrkiet i dag, og det er angst, siger Luxembourgs udenrigsminister, Jean Asselborn.

Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, har gjort det klart, at den megen kritik fra det internationale samfund preller fuldstændig af på ham.

»Det rører mig overhovedet ikke, hvis de kalder mig en diktator eller noget lignende. Det går bare ind i det ene øre og ud af det andet. Det vigtigste er, hvad mit folk ønsker,« sagde Erdogan søndag.

Ikke desto mindre retter endnu en europæisk politiker nu skytset mod den tyrkiske regering. I et interview med Deutschlandfunk siger Luxembourgs udenrigsminister Jean Asselborn, at det som præsidenten foretager sig lige nu, hvor retsstaten ifølge flere er sat ude af kraft, er en »brugsanvisning i diktatur.«

Siden kupforsøget i juli har de tyrkiske myndigheder slået hårdt ned på både offentlige ansatte, journalister og politiske modstandere. Ifølge Reuters har man anholdt flere end 37.000 personer, mens mindst 100.000 offentligt ansatte er blevet fyret, og over 1.500 medier er lukket ned.

Men det værste ifølge Asselborn, er den »civile død,« som er indtrådt for tusinder.

»Alle de afskedigede får deres navn publiceret i Statstidende. De har ikke længere nogen chance for at finde et job. Eksamensbeviserne og passene bliver også ødelagt. Disse mennesker har ikke længere en indkomst til familien, de mister deres lejligheder, de sulter. Dette er rent ud sagt metoder, som blev brugt under nazistyret,« lyder det.

Asselborn mener, at man bør indføre sanktioner over for Tyrkiet.

»Jeg mener, at ét ord præger Tyrkiet i dag, det er angst. Der findes millioner af mennesker, om de er kurdere eller tyrkere, som er bange for deres eksistens. Fra time til time kan de ende i fængsel. Det er uværdigt for et land, som ønsker at være medlem af Den Europæiske Union.«